Solidt overskud efter gigantfusion

american-a319-courtesy-airbusLUFTFART: American Airlines Group, det fusionerede selskab mellem American Airlines og US Airways, nåede et rekordoverskud i selskabets andet kvartal siden fusionen i december 2013.

Overskuddet nåede op på 864 millioner dollars, 70,4% bedre end de sammenlagte overskud for de to oprindelige selskaber i tilsvarende kvartal for et år siden.

Inden fusionen havde American Airlines et nettooverskud i andet kvartal 2013 på 20 millioner dollars, mens US Airways overskud i samme periode blev 287 millioner.

American havde en omsætning på 11,4 milliarder dollars for de tre måneder, hvilket er 10,2% bedre end det sammenlignelige resultat for et år siden. Omkostningerne i kvartalet blev på 10 milliarder dollars – en forøgelse på 7%.

Driftsoverskuddet blev 1,4 milliarder dollars – en stigning på 41,2% i forhold til det samlede driftsoverskud for de to selskaber for et år siden. Det samlede passagertal i kvartalet blev 37.910.000, hvilket er en vækst på 2,5%.