Det blev en fiasko da rejsekongen Simon Spies tilbage i 1971 prøvede at sælge rejser til Albabien. Næste år er Danmarks største charterrejsebureau tilbage til Albanien – der sejles til landet fra Grækenland.
Der er ikke mange rejsemål i Europa, man kan sætte prædikatet ”nærmest uopdaget” på. Et af dem er Albanien – et land, som Simon Spies allerede i 1971 forsøgte at sætte på danskernes rejsekort med direkte charterfly til hovedstaden Tirana.
Det blev en af rejsekongens meget få fiaskoer, skriver Spies i en pressemeddelelse og fortsætter: men til sommer 2019 vender Danmarks største rejsearrangør tilbage til det tidligere ellers så isolerede kommunistiske land, der i dag har udviklet sig til et åbent og trendy rejseland.
Albanien er ifølge Spies rykket ind på en række internationale lister over alverdens Top 10 destinationer – godt hjulpet af god mad, spændende historie, smuk natur, lange strande og nogle af de mest attraktive priser i Europa.
Spies vil flyve fra København til den græske ø Korfu, hvorfra der sejles cirka en halv time til det albanske Saranda-område med syv hoteller ved Det ioniske Hav – flere af høj klasse. Første fly med Thomas Cook Airlines afgår 12. maj og hver søndag frem til 29. september.
Jernhårdt kommunistisk diktatur
Erik Storm var Simon Spies’ salgschef, da rejsekongen i begyndelsen af 1970’erne fandt på at sende en Caravelle fra daværende Sterling Airways til den albanske hovedstad, Tirana.
”Det var et helt andet og nærmest lukket land, vi dengang fløj de første danske chartergæster til. Enver Hoxha var landets jernhårde kommunistiske leder som med lukkede grænser, våben i hånd og et utal af bunkers ville forsvare sig mod Jugoslavien, Sovjet og vestlige lande,” siger Erik Storm i pressemeddelelsen og tilføjer:
”Simon ønskede at vise danskerne et styre, som de ikke skulle ønske sig at få – selv om der dengang var politiske kræfter i Danmark, der kæmpede for den albanske politiske grundide.”
Allerede ved ankomsten fik de danske chartergæster en forsmag på landets dengang jernhårde system:
”De mænd, der var lidt langhårede og langskæggede, røg ind til en skarp klipning og barbering hos lufthavnens frisører, der var ansat til det samme. Var kvinderne lårkorte, måtte de dykke ned i kufferten og finde noget mere ærbart. På strandene var opsat master med højttalere, hvorfra der lød Mao-hyldester og hovedstaden Tirana kunne kun besøges med en lokal guide i hælene,” fortæller Erik Storm.
Interessen for datidens Albanien-rejser blev beskeden – blandt andet fordi visum dengang skulle udstedes i Stockholm. En uge med hotel og pension blev i 1971 solgt til en rabatteret pris på 198 kroner per person.
Daværende salgschef Erik Storm nægtede at tage milliontabet på virksomhedens regnskab. ”Albanien er din egen opfindelse, Simon, så underskuddet må du selv dække med dine egne penge, fortæller Erik Storm – og sådan blev det og der blev kun fløjet syv-otte gange.
Relaterede artikler: