USA er verdens største leverandør af krydstogtgæster og Caribien er verdens største marked for krydstogter; her arkivpressefoto fra Puerto Rico i Caribien: Sheraton Old San Juan Hotel.

Stilleliggende krydstogtskibe koster USA dyrt

Der bliver ingen sejladser til og fra USA året ud blandt medlemmerne af krydstogtrederiernes brancheforening, CLIA. Foreløbig har stoppet for krydstogter kostet 164.000 jobs, alene i USA.

For hver dag, hvor krydstogtskibene ikke sejler med passagerer, koster det i snit 1.000 arbejdspladser. Det skriver brancheforeningen CLIA, Cruise Lines International Association, i en pressemeddelelse. 38 af verdens oceangående krydstogtrederier er medlem af CLIA – medlemmernes snart 300 skibe udgør 95 procent af verdens oceangående krydstogtkapacitet. Hertil kommer krydstogter på blandt andet floder.

Normalt har CLIA’s medlemmer omkring 30 millioner krydstogtpassagerer om året.

CLIA skriver i pressemeddelelsen, at dets medlemmer året ud ikke vil sejle krydstogter til og fra USA, verdens største krydstogtmarked. Rederierne, der tæller alle de store som Carninal, Royal Caribbean, Norwegian Cruise Line og så videre, vil i stedet bruge tiden på at gøre sig klar til forhåbentligt at kunne genoptage sejladserne, måske allerede til foråret.

CLIA-medlemmerne følger naturligvis anvisninger fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, herunder U.S. Centers for Disease Control and Prevention (CDC), lyder det fra CLIA.

Masser af nye forholdsregler
CLIA understreger, at dets medlemmer blandt krydstogtrederierne er i gang med en lang række tiltag for at gøre krydstogter mere sikre, når sejladserne igen begynder.

Disse omfatter blandt meget andet, at der tages temperaturer på besætningsmedlemmer og passagerer, at der kommer flere faciliteter ombord til behandling af eventuelt syge passagerer, at skibene gennemfører prøvesejladser inden de begynder at sejle med passagerer og meget andet, oplyser CLIA.

Brancheforeningen siger, at alene i USA beskæftiger krydstogtbranchen direkte og indirekte 421.000 mennesker lige som den betyder en omsætning på over 53 milliarder dollars, under normale rejseår.

Og hver dag, hedder det fra CLIA, hvor krydstogtskibene ikke sejler normalt, mister i snit 1.000 deres arbejde. Ifølge CLIA har indtil nu, siden starten af coronakrisen, 164.000 amerikanere mistet deres arbejde i krydstogtbranchen.

Relaterede artikler:

Krydstogtrederier klar med tiltag til genstart

”For min skyld kunne 2020 godt slutte nu”

Køber krydstogtrederi for milliardbeløb