Stand Bys Henrik Baumgarten med to showgirls fra Las Vegas

TURISME: Verdens største fagmesse for rejsebranchen er godt i gang i Las Vegas – her nogle indtryk fra standby.dks udsendte efter de første 24 timer.

Af Henrik Baumgarten

Dette er 45. udgave af Pow Wow – og den 11., jeg har deltaget i siden debut’en i 2002 i New Orleans. Meget minder om sig selv. Selv om forandring efter signende fryder, er det også godt med noget genkendeligt, nogle faste holdepunkter.

Dem har Pow Wow – eller IPW, som de nu kalder den enorme fagmesse; I’et står for International. Det står mig ikke klart, hvorfor det ikke fortsat hedder Pow Wow – men det er måske det med, at forandring fryder?

For os flere hundrede pressefolk er meget dog stadig det samme som sidste år, året forinden osv.

Det starter søndag morgen med en såkaldt brunch – men det er meget mere. Også i år, hvor brunchen var henlagt til koncert- og kulturcentret Smith Center. Her serveres fra mange små overdækkede udendørs boder smagsprøver på mange af byens restauranters formåen – her er masser at vælge imellem, fra nærmest egnsretter fra Las Vegas til mad fra det meste af verden. Man kan også få drinks her fra morgenstunden, de fleste vælger fornuftigt at holde sig til vand – det er der brug for, også pga. temperaturen, der dagligt sniger sig op mod eller over de 40 grader Celsius.

Mange skynder sig at spise og iler så indenfor i foyeren til koncertsalen – her er køligt marmorgulv, aircondition og et par fotomuligheder. Pigerne kan blive fotograferet med tre unægteligr veltrænede ungersvende fra Chippendales, mens vi mænd mere vælger et foto med to sundt udseende såkaldte Las Vegas-piger; det gjorde jeg.

Så åbnes dørene til den store koncertsal. Konferencieren fortæller, at først kl. 02 natten til søndag kunne showets teknikere rykke ind og opsætte deres grej og siden kl. 05 i morges har der været øvet. Der er ingen grund til at betvivle, at showet, vi skal se, er unikt. Her er bl.a. hentet indslag fra mange af de store shows, Las Vegas er leveringsdygtig i. Fra musicals til artisteri.

Vi er mange, der klapper begejstret – men det er svært ikke at skæve til nogle af pressekollegerne som ikke klapper efter hvert indslag. Som om, det er vi for fine til – come on, selvfølgelig er vi i vores egen selvforståelse vigtige, men det var trods alt ikke rejsejournalister der f.eks. afslørede Watergate-skandalen…

Efter showet holder busser klar til at køre os til den udflugt etc., man har tilmeldt sig. Jeg plejer altid at få tilmeldt mig for sent, så jeg ender med at få en kedelig tur – men i år var jeg hurtig og får en times rundflyvning over den enorme dæmning Hoover Dam og fænomenale Grand Canyon.

Søndag aften er det første arrangement, hvor udstillere, købere, presse, arrangører osv. mødes. Det er på et af de store kasinohoteller, Mandalay Bay.

Det genkendelige fortsatte i går, mandag. Mens købere og sælgere begynder deres 90.000 speeddating-møder de kommende tre dage i kongrescentrets enorme udstillingsområde, er et andet stort lokale afsat til det såkaldte Media Market Place, som det også er obligatorisk at deltage i. Måske bl.a. fordi de amerikanske udstillere har betalt for at have et bord i lokalet. Her har enkeltstater, byer, hotelkæder osv. bord med en blanding af informationer og mulighed for en snak om deres produkt.

Efter frokost er der omorganiseret i Media Market Place-lokalet. Nu sidder vi udenlandske pressefolk på rad og række, så amerikanerne kan komme forbi os. Enten for at fortælle om deres produkts fortræffeligheder – eller, i sjældnere tilfælde, for at høre, hvem vi er, og hvad vi gør i rejsebranchen. Mens første del af Media Market Place er spændende, men tidsmæssigt for kort trods sine tre timer, er den omvendte session spild af tid. Jeg har siddet med i nu 11 år og der kommer altså færre end få amerikanere.

Men lige tilbage til frokosten i dag (mandag). Et område på størrelse med en fodboldbane er dækket op, på de runde borde står maden klar, noget kylling, salat og en dessert med bær.

Pow Wow byder altid på underholdning under frokosten… Sidste år kom en slags nationalsang for USA’s turistindustri, ”Land of Dreams,” sunget af Johnny Cash’s datter, Rosanne Cash. Og sandelig om hun ikke kommer på scenen og synger for os. Det er da lidt stjernestøv.

Fortsættelse følger i morgen…