Stor forskel på Spies som erhvervsleder og levemand

Simo Spies.

PÅ MUSEUM: Sådan måtte det jo ende. Simon Spies kom på museum i sin hjemby Helsingør de næste to år. Der er skrevet flere bøger om Simons spændende liv i den danske rejsebranche – men ikke så meget om den seriøse side i rejsebranchen. Stand Bys seniorredaktør fulgte ham i ti år – uden for det vilde natteliv.

Af Ejvind Olesen

”Mine kunder læser ikke Berlingske Tidende, men når de skal ud at rejse så gør de”. Det var Simon Spies helt personlige hilsen til mig, da jeg i 1974 fik rejsestoffet på Berlingske.

Jeg var ret spændt på vort første møde, men jeg fandt hurtig ud af, at han havde gennemtænkt ethvert minut af det kommende samarbejde. En bedre start kunne jeg vel næppe få, og jeg rapporterede med det samme til annonceafdelingen. ”Brug det, I kan aldrig få et bedre slogan.”

Sagen var den, at han hverken annoncerede i Politiken eller Aktuelt. Han ruttede ikke med annoncekronerne, men tilbuddene var hver aften ved 23,30 i avisen på Rådhuspladsen. De rejselystne fandt derefter straks, hvad de søgte ovre i Spies Huset, hvor der var åbent hele natten.

”Du skal bare bede om, at blive sendt ind til mig, når du ringer. Du behøver ikke som de fleste af dine kolleger at gå rundt om Povl Møller Tåsinge (PR og altmuligmand, som jeg fik et rigtigt godt forhold til).”

Hvorfor denne favørstilling til en ny journalist på rejsestoffet? På grund af mig? Nej, på grund af min platform.

Var Simon forfængelig? har flere spurgt mig. Ja, det tror jeg faktisk han var. Når jeg ville interviewe ham til erhvervssiderne på Berlingske, var han meget optaget af, at hans jakke ikke var krøllet, at det pjuskede år var redt, at hans skæg var studset, eller at han i andre perioder var nybarberet. Er det godt nok nu? spurgte han altid fotografen, inden der blev klikket.

Samme dag kun han flippe helt ud og være totalt ligeglad, når han blev fotograferet til ugeblade og eftermiddagsblade, som det hed dengang. Der var kolossal forskel på erhvervsmanden Spies og levemanden Spies.

Han var aldrig nervøs for udviklingen i branchen, når jeg mødte ham på det store kontor i Mercur-bygningen. Han var nysgerrig ud over alle grænser. Hvad vidste jeg om Tjæreborg Rejser og Krogager? Slå Gorma Krogager på det felt kunne han dog ikke.

”Den bette pige er da vidst god nok, er hun ikke?” lød det spørgende om Janni, når vi talte med fru Gorma, som var vores allernærmeste kontakt til nyheder fra præstegården.

Dog fornemmede jeg, at Simon var en smule utryg ved konkurrenten Unisol på Rådhuspladsen, ejet af Maersk-koncernen. Hvad ville Maersk McKinney med charterrejser? Økonomisk kunne A.P. Møller koncernen trods alt knuse Spies så let som ingenting. Jeg tror han åndede lettet op, da Unisol lukkede, men han kunne ikke drømme om at indrømme det.

Da vi i Danske Rejseskribenter et år besluttede at give prisen til Conair for fremragende service om bord, deltog Spies i en festlig aften. I et hjørne i restauranten, hvor han sad og læste i en billigbog og rev siderne ud efterhånden, som han kom frem. Lidt besynderligt, når det var hans selskab, som blev rost oppe på scenen.

”Du havde vel ikke ventet, at jeg skulle følge med i alt det, I står og ævler op om  oppe på scenen?” sagde han til mig bagefter. ”Tag det ikke så tungt. Jeg er da glad for prisen på firmaets vegne. Jeg har hele tiden vidst, at vi er de bedste.”

Alt hvad Spies gjorde i forhold til pressen var nøje planlagt. Også da sekretær Lene Christensen en lørdag formiddag ringede hjem til mig og spurgte, om jeg kunne møde Simon ved frokosttid over et glas champagne i Grøften i Tivoli.

Jeg kom og fik en solo historie om, at han tilbød at starte Det store nordiske Charterselskab med deltagelse af Spies, Sterling og SAS. Han vidste, at den ville havne på forsiden af den store søndagsavis, hvad den også gjorde – og skabte en del blæst. Den blev dog ikke til noget på det tidspunkt.

En søndag eftermiddag fik jeg ham med til ishockey i Hørsholm Skøjtehal med hele sit harem, som vakte betydelig opsigt i hallen. Kampen kedede ham, jeg husker ikke om det var tilfældet med os andre, men efter 1. periode sagde han: ”Nu går vi hjem og elsker” og så vandrede hele selskabet tilbage til villaerne i Rungsted. For en gangs skyld holdt de flotte direktionsbiler fridag.

En formiddag på redaktionen ringede Lene Christensen: ”Jeg skulle hilse fra Simon og sige, at du er velkommen til at tage med på bryllupsrejsen på Gøtakanalen. Men jeg skulle også sige, at hvis du ikke ville, forstod han det godt.”

Jeg hørte senere fra kolleger, at turen havde været ret så urolig på mange måder, og der ikke var blevet så meget tid til at nyde den svenske natur med mindre man var afholdsmand, og det har jeg nu aldrig været.

Det kunne man læse om i Se & Hør og Billed Bladet. Min gode kollega John Lindskog har i bogen ”Spies -hans livs rejse” fortalt om rejsekongens liv, når han ikke var på arbejde. Den er ikke kedelig.

Leversygdommen tog til. Den sidste gang jeg så ham var ved et pressemøde i Spies Huset med efterfølgende præsentation af en ny bus. Han var træt og syg, og vi var klar over, at der ikke var langt igen.

Påskelørdag 1984 (jeg var på det tidspunkt i Los Angeles) blev Simon Spies begravet fra Hørsholm Kirke. Blandt de mange fremmødte så man ikke pastor Krogager, men hans adm. direktør Steffen Guldmann. Fra SAS kom Jan Carlzon. Han og Spies beundrede hinanden rent professionelt, og Spies havde gerne hentet SAS-direktøren til København, hvis det have været muligt.

Det sker, at jeg ved et besøg på Hørholm Kirkegård slår et slag forbi Spies’ grav og mindes 10 gode år med en sand professionel.

Nu kan andre gøre det samme på Helsingør Bymuseum det næste par år til en pris a’ 35 kr.