Det danske MTB-landshold har fået SkiStar som hovedsponsor. SkiStar driver fjelddestinationer i Sälen, Vemdalen og Åre i Sverige samt Trysil og Hemsedal i Norge. PR-foto: SkiStar.

Svensk skiresort hovedsponsor for dansk landshold

Det danske mountainbike-landshold får SkiStar med fjelddestinationer i Sverige og Norge, som hovedsponsor. De er kendt som skidestinationer, men har om sommeren mange andre aktiviteter.

Det danske MTB-landshold har ikke tidligere haft en hovedsponsor, men nu indgår man i samarbejde med SkiStar, der driver fjelddestinationer i Sälen, Vemdalen og Åre i Sverige samt Trysil og Hemsedal i Norge.

Hos Danmarks Cykle Union er kommunikations- og kommerciel chef Ulrich Gorm Albrechtsen begejstret for det nye samarbejde. Han siger i en pressemeddelelse fra SkiStar:

”Vi er glade for at have fået SkiStar som hovedsponsor for MTB-landsholdet. Vi ser mange koblinger mellem SkiStar og MTB-sporten. Det er spændende, at SkiStar har udviklet MTB-mulighederne på sine destinationer, hvor de har nogle enestående faciliteter for eksempel på destinationerne i Sälen og i Trysil, så vi ser frem til, at landsholdet skal træne på SkiStars destinationer.

Vi glæder os også til, at vi kan tilbyde vores medlemmer muligheder for at tage deres MTB med i de skandinaviske fjelde,” siger Ulrich Gorm.

Danmarks Cykle Union har over 30.000 medlemmer og mere end 300 klubber over hele Danmark. Danmarks Cykle Union er medlem af Danmarks Idrætsforbund og er et Team Danmark-forbund.

Også sommerski hos SkiStar i Sälen og Trysil
På destinationerne SkiStar Sälen og SkiStar Trysil er der i år flere nye fjeldaktiviteter. I både Sälen og i Trysil kommer der nye eventyrarenaer med Mountain Coaster, en sommerkælkebane, og Mountain Tube, en rutsjebane, hvor man kører i store gummiringe.

I SkiStar Sälen er den store nyhed SummerSki på kunstgræs. Hos SkiStar Trysil er der sat elmotor til oplevelsen, når de nye Mountain drifting mini-karts begynder at køre denne sommer.

”Vores mål er at få flere mennesker til at være aktive og nyde det skandinaviske fjeldmiljø hele året rundt. Vi ønsker at gøre sommerferie på fjeldet med familien mere attraktiv og tilgængelig for flere. Derfor har vi i år nedsat prisen på flere oplevelser som for eksempel cykeludlejning og BikePass,” siger Stefan Sjöstrand administrerende direktør for SkiStar, i en pressemeddelelse og tilføjer:

”For vores danske gæster er det desuden fordelagtigt at tage på ferie i Sverige denne sommer, da valutakursen på den svenske krone er rekordlav i øjeblikket.”

 

Relaterede artikler:

Sverige forventer sommer-turistboom

Ny svensk cykelrute ruller på 220 natur-kilometer

180 danske cykelruter til internationale turister