Thai afsætter topchef

Piyasvasti Amranand, der er tidligere energiminister, blev præsident i oktober 2009 da Democrat Party havde regeringsmagten. Han har gennemført adskillige ændringer og blandt andet introduceret flere omkostningsreducerende tiltag, herunder lønnedgang til ledende medarbejdere. Thai Airways ejes for 51% vedkommende af staten.

 

Chokchai Panyayong, vice president for strategi og business development, er konstitueret præsident, oplyser bestyrelsesformand Ampon Kittiampon.

 

"Bestyrelsen har valgt at afsætte præsidenten, da han var ude af stand til at samarbejde med strategi komiteen," siger bestyrelsesformanden.

 

Jamsri Sukchotirat, forkvinde for flyselskabets fagforening vil kræve en nærmere forklaring:

 

"Bestyrelsen må klarlægge beslutningen, fordi præsidenten har taget sig af de vigtigste områder til forbedring af flyselskabets omkostningsniveau og ikke har haft problemer med at samarbejde med personalet”, siger hun.

 

Så sent som i fredags sagde den nu afsatte præsident, at han ventede Thai Airways vil nå sit mål for et overskud på 191 millioner dollar i år.

 

Thai Airways havde i første kvartal et nettooverskud, der lå 500% over sidste år og en klar turnaround fra et nettounderskud i fjerde kvartal sidste år, da selskabet blev hårdt ramt af de store oversvømmelser.

Skrevet af Flemming Juul