Thai Airways indfører mellemlandinger

”De lange nonstop ruters dage er ved at være talte. Da vores rute Bangkok – New York blev besluttet i 2003 kostede en liter brændstof omkring 1,10 kr. Da vi indviede ruten i 2005 var prisen steget til 2,14 kr. og nu er den næsten 5 kr. literen. Det har slået økonomien i ruten ihjel”, siger koncerndirektør Pandit Chanapai fra Thai Airways ifølge epn.dk til Bangkok Post.

 

Ruten fra Bangkok til New York blev stoppet i sidste uge. Det vil også ske for ruterne Bangkok-Los Angeles og Bangkok-Auckland i efteråret. På de to sidste destinationer indføres mellemlandinger i Osaka og Sydney, for flere mellemlandinger giver øget fleksibilitet og flere passagerer.

 

De Airbus A340-500 Thai bruger har kun plads til 215 passagerer, og det kræver 215.000 liter brændstof at flyve de 13.000 km til enten Los Angeles eller New York fra Bangkok. Brændstofudgifterne på New York-ruten svarer til 55% af de samlede udgifter mod et gennemsnit på 34% for andre ruter. Det ville medføre årligt tab på 120 mio. dollars.

Skrevet af Flemming Juul