Tidligere Sterling-ejere hårdt ramt

Hannes Smárason, der i sin tid var arkitekten bag købet af Sterling og Jón Ásgeir Jóhannesson, der stod bag overtagelsen af Magasin, har fået indefrosset betydelige beløb af myndighederne, skriver business.dk. Der er tale om udviklingen af en skattesag fra 2008, der startede med ransagninger mod FL Group, som havde Jón Ásgeir som storaktionær og Hannes Smárason som aktionær og adm. direktør. Det var FL Group, som stod bag Sterling-handlerne og lod selskabet gå konkurs, hvorefter resterne blev købt af Cimber. Tidligere CEO i FL Group, Ragnhildur Geirsdóttir, har fortalt, at Hannes Smárason i 2005 flyttede tre milliarder islandske kroner fra FL Group til Kaupthing Bank i Luxembourg uden at orientere ledelse og bestyrelse. Hun måtte træde tilbage fra posten, der blev overtaget af Hannes Smárason, men Islands bagmandspoliti mener, der er tale om mandatsvig i forbindelse med en række nærtstående parters gentagne salg af Sterling til hastigt stigende priser.

Skrevet af Flemming Juul