Trekløver skal styre Royal Caribbean i Danmark

Salgsdirektør i Danmark, Jacob Kock Plinius, er fratrådt – hans stilling genbesættes ikke. Det mest kendte krydstogtrederi hos et dansk publikum bryder pyramiderne ned og bygger dem op igen på skift.

”Der er ingen grund til at være kransekagefigur, hvis man er typen, som vil lede og fordele arbejdet. Derfor meddelte jeg ledelsen, at jeg ikke var den rigtige til jobbet. Jeg blev tilbudt stillingen som kommerciel direktør for Tyskland, Østrig og Schweiz, men måtte konstatere, at det forventede mandat ikke var til stede.”

Sådan siger nu forhenværende salgsdirektør for Royal Caribbean i Danmark, Jacob Kock Plinius. Han har, set udefra, været et offer for et ledelsessystem med at bygge pyramiderne op og derefter rive dem ned igen. Eller måske nærmere rive dem ned – før de var bygget op.

For to år siden blev Jacob Kock salgsdirektør for Royal Caribbean på det danske marked og særligt med sigte på agenter (rejsebureauer). Det har RCCL altid været de bedste til i Danmark blandt krydstogtselskaberne.

Royal Caribbean ved agentpræsentationen hos krydstogtrederiet i København i 2015. Fra venstre Henrik Bergkvist, Mats Jacobsson, der sidste år stoppede som chef for rederiet i Norden, Betina Otzen, Klaus Tøth og Jacob Kock Plinius. Foto: Preben Pathuel.

Frem og tilbage
Efter et år i den stilling blev Jacob Kock udset til som chef for i Tyskland (det næststørste salg i Europa) at afvikle salgsorganisationen for at flytte den til Barcelona.
Der skulle ske en centralisering af de administrative funktioner, og en halv snes medarbejdere blev enten fyret eller sendt hjem til deres respektive lande.

Samtidig fik han at vide, at nu var hans salgsdirektør stilling i Danmark nedlagt, og den ville ikke blive genbesat. Danmark hører administrativt under den nordiske afdeling i Oslo, som igen mere eller mindre får sine ordrer fra hovedkontoret i Miami.

”Der er ingen dramatik i beslutningen. Jeg meddelte dem, at jeg ikke var den rigtige til det nye job, og vi fandt en løsning, som alle kunne være tilfreds med. Jeg har haft mange gode år i Royal Caribbean, som jeg bestemt kommer til at savne. Der har været følere ude fra anden side. Nu nyder jeg sommeren og ser, hvad fremtiden bringer, ” siger Jacob Kock Plinius til STANDBY.dk

Øget konkurrence
Fremover skal et velkendt trekløver stå i spidsen for den danske afdeling, der repræsenterer Royal Caribien, Celebrity Cruises og Azamara Cruise Club.

Henrik Bergkvist og Klaus Tøth tager sig af salg og kontakt til agenterne, mens Betina Otzen styrer basen i København – og alle refererer til Oslo. Et populært trekløver hver med et halv snes år i rederiet.

RCCL, der er verdens næststørste krydstogtrederi, fastholder London med det største marked, Barcelona og Oslo som de europæiske centre i en tid, da både italienske MSC Cruises og amerikanske Norwegian Cruise Line øger konkurrencen på det danske marked.

Om der bliver brug for flere pyramider må fremtiden afgøre.

Relaterede artikler:

Kæmpe handel i krydstogtbranchen

Verdens største krydstogtskib på første rejse

Ny ledelse for RCL Cruises i Norden