Passagerer på Kvitfjell Station. (Foto: Erland Husom | Alpinco | PR)

Trods stormskader vender populært togstop tilbage

Indtil nu har det været uafklaret, om det ville være muligt at køre i tog til et af skisportsområderne i Norge denne vinter, da en bro på jernbanestrækningen styrtede sammen under stormen Hans.

Vinteren er på vej, og den kolde årstids komme betyder, at skientusiasterne så småt begynder at sikre sig, at alt deres udstyr er i orden således, at de er klar til at komme ud og boltre sig i sneen på skisportsstederne i både Skandinavien og andre dele af Europa.

Det kunne blandt andet være på Kvitfjell, der med 23 pister i forskellige sværhedsgrader betragtes som en af de attraktive destinationer i Norge. Her kunne man sidste vinter komme til med tog, da byens station åbnede på ny efter, at den havde været lukket siden 2019 som følge af en renovering.

Det var SJ, der er den svenske pendant til DSB, ikke sen til at udnytte. Selskabets materiel kører også på flere banestrækninger i Norge og på baggrund af, at Kvitfjell Station atter kunne bruges, valgte man, at togene på strækningen mellem Oslo og Trondhjem også skulle stoppe her.

Kollapsede
Det viste sig at være en succes, lyder det nu fra togselskabet, der fortæller, at mange skiturister valgte toget frem for bilen, da de skulle af sted, og den norske afdeling af SJ endte derfor med at sælge 6.000 sæder til eller fra Kvitfjell Station i løbet af vintersæsonen.

Siden er driften dog blevet udfordret i og med, at stormen Hans i august bevirkede, at en bro, som benyttes på jernbanestrækningen, styrtede sammen, og det er endnu uklart, hvornår den vil være repareret og atter kan tages i brug.

Det har hidtil været uafklaret, hvad det ville betyde for togtrafikken til Kvitfjell. Der er dog blevet fundet en løsning. Det bekræfter Veslemøy Eineteig Wedum. Hun er kommunikationschef i selskabet Alpinco, som ejer og driver skisportsstederne Hafjell og Kvitfjell.

”I kølvandet på at Randklev-broen kollapsede tidligere på året, har mange gæster fra både Norge og udlandet spurgt, om det vil være muligt at tage toget til fjeldet til vinter. Derfor er det glædeligt nu at kunne meddele, at der er planlagt tre daglige afgange til og fra Kvitfjell Station i vintersæsonen.”

Overdrager stationsbygning midlertidigt
Sædvanligvis benytter Alpinco den gamle stationsbygning på Fåvang Station, som er stoppet lige før Kvitfjell, men situationen taget i betragtning har man rømmet denne og indtil videre overdraget bygningen, som skal bidrage til at få logistikken til at gå op i løbet af vinteren, lyder det.

Konkret vil det sige, at togpassagerer, som skal videre til Ringebu eller Trondhjem får mulighed for at skifte fra tog til bus på Fåvang Station, mens de rejsende, der har indløst billet for at komme til Kvitfjell, kan køre det sidste stykke i tog. På den måde undgår man at komme i karambolage med den sammenstyrtede bro.

”SJ er en god og vigtig samarbejdspartner for os, så det var nemt at træffe beslutningen om at hjælpe til, hvor vi kan. Vi er meget glade for, at vores gæster også i den kommende vinter kan tage toget helt til Kvitfjell Station. Det var et populært tilbud i sidste sæson,” siger kommerciel chef Jonas Bjørnerud fra Alpinco.


Relaterede artikler:

Nyt togstop skal trække svenske skiløbere til Norge

Mangel på sne lukker endnu et skiresort i Alperne

Snemangel truer Europas skiindustri