Var det det, vi ville?

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Vi kan i dag rejse til lavpris over det meste af verden. En pilot er næsten kommet på lavindkomst. Flere flyselskaber er på fallittens rand og prøver at redde sig gennem ekstra afgifter på bagage og ringe service om bord. Fællesskabet på charterrejsen har vi mistet, selv om denne del af rejsebranchen har haft en forbavsende god sommer. Ventetider i lufthavnen er vokset. Var det, hvad vi håbede på i monopoltiden?

Af Ejvind Olesen  

Det er en god idé at glæde sig over nuet, når der er grund til det. Og det er der i øjeblikket, hvor man kan flyve til Amerika for under en tusse. Og til europæiske storbyer til prisen for en T-shirt eller to.

Så er alt da godt, eller er det? Jeg har ved flere lejligheder opfordret til at nyde det, mens tid er. For det varer ikke evigt. Se bare hvordan det går i et fortræffeligt flyselskab som Air Berlin. De fleste, som prøvede den populære ruter fra København til Mallorca i dejligt moderne fly med rimelig benplads, god mad og fin service af flypersonalet, vil vide hvad jeg tænker på.

Nu fighter selskabet så for livet og ender med at blive en del af Lufthansas bunkebryllup. Er der overhovedet nogen tilbage i Margrethe Vestagers konkurrencekontorer i EU, som beskæftiger sig med luftfartens udvikling i Europa?

Vi var mange, som i årerne op mod årtusindskiftet håbede på et monopolbrud. Håbede på lavere flypriser, nye ruter og frit slag på langruter til tredjelande. Hvilken fryd var der ikke i såvel medier som blandt folket, da Jens Veino og Tower Air brød igennem og fik lov til ruteflyvning mellem København og New York. 2.500 kr. for en uge, inklusive hotel. Billigste returbillet 5.000 kr. med SAS dengang.

Ja, det har kostet. En SAS pilot fra glamourjob til i dag at starte i omegnen af 28.000 kr. om måneden. En kassedame uden uddannelse får 22.000 kr. Vi fik Norwegian med lavprisomkostninger og supermoderne fly, som flytter mere og mere af trafikken væk fra København til fordel for Stockholm og Oslo. Især hvis de ikke får en mere fordelagtig aftale med russerne, hvad de naturligvis ikke gør. Selv om selskabet i dag er næststørst i Københavns Lufthavn.

Holder mon den med ringere service om bord end dengang? Ja, ikke fordi personalet er mindre kvalificeret. De får bare mindre i løn, og der er færre af dem. Det betyder automatisk stress og sparsomme smil. Der spares, hvor der spares kan. Et resultat af billetpriser til under produktionsprisen og derfor kommer flere flyselskaber til at give op de kommende år.

Fællesskabet på charterrejsen er også forsvundet. Flere og flere rejser individuelt med charterfly, eller i højere grad med lavpris rutefly og vælger selv hotel. Kan selv, vil selv! ”Vi skal ikke føres i snor af en grøn rejselederspire”.

To store rejsearrangører som Spies og TUI går i spidsen med nye digitale hjælpemidler, som erstatter både programmer på print, rejseledere og levende kontakter. Er det godt? Ja, det vil de fleste vel mene, det er. Men der er også en bagside.

Når jeg læser samtlige Ankenævnssager løbende, får jeg en opfattelse af, at der i flere tilfælde savnes kompetence og evnen til at omgås kunderne hos destinationschefer og guider. På en eller anden måde er de væk, når det brænder på. Sådan var det ikke før i tiden.

I monopoltiden på en charterrejse var der skandinaviske chefer på de store rejsemål, som var uddannet og ansat til opgaven. Nu hersker den globale filosofi. Herregud, vi taler vel alle engelsk og kan vel nok betjene en mobiltelefon.

Er klummen i dag et uddrag fra en gammel pessimists dagbog? Nej, blot en stænk af realisme, parret med erfaring.

God weekend.