Virksomheder venter øget rejseaktivitet

Over 70% forventer at øge antallet af rejser, og omkring 33% regner med en vækst på mere end 5%.

 

”Selv om der er indikationer på en bedring i dansk økonomi og at vores kunder i slutningen af 2011 havde positive forventninger til 2012, er det overraskende stærke forventninger,” siger Sys Hansen, adm. direktør for Via Travel i Danmark.

 

Undersøgelsen viser også, at virksomhederne ikke venter lavere priser på fly og hoteller, men mener, at omkostningerne vil stige i takt med den øgede rejseaktivitet.

 

”Vi ser, at de stramme rejsepolitikker fra de seneste år videreføres. Det, kunderne har fokus på, er optimering af tid og omkostninger. Når vi spørger, hvad der er vigtigst i forbindelse med flyrejsen, er det afrejsetidspunkt, korteste rejsetid og pris, der prioriteres. At flyve på Business, at rejse miljøvenligt og at benytte specifikke loyalitetsprogrammer betragtes som mindst vigtige”, fortsætter Sys Hansen.

 

I undersøgelsen har Via Travel fået svar fra knap 13.000 rejsende om deres præferencer, når de er på forretningsrejse. Når det gælder valg af hotel, er det tydeligt, at det er beliggenheden, fulgt af en god

seng, der fortsat ligger i toppen. Pris kommer nederst på top fem over de rejsendes prioriteter

.

”Det nytter ikke noget med en lav pris på hotellet, hvis der kommer en stor taxaregning oveni, fordi beliggenheden er forkert, eller hvis sengen har givet en dårlig nattesøvn. Det handler om at få det bedste udgangspunkt for en god arbejdsdag”, slutter Sys Hansen.

Skrevet af Flemming Juul