Fredagskommentaren: Svigtende tillid til rejsevejledning.

Af Ejvind Olesen



HVIS MAN skal vejlede det danske folk om, hvor og hvornår det er farligt at rejse ud i verden, så skal man gøre med kløgt og omtanke tilpasset den moderne verden, vi lever i. Hvis man ikke kan det, skal man hellere lade være.



Jeg er helt klar over, at der risikofrit igen at have sin helt egen mening, for den slags ting diskuterer man ikke med hverken journalister eller folket fra udenrigsministeriets Borgerservicekontor.



Ved flere lejligheder har det været nævnt – uden indsigelser fra ministeriets – at der var rødt kort (ikke nødvendig rejse frarådes) til Nepal, Bali og Israel, og forleden plumpede jeg i med begge ben, og skrev her i Take Offs webavis, at USA nu havde ophævet de meget skrappe restriktioner for rejser til Israel efter pres fra den israelske regering, men at de fortsat eksisterer fra Danmark.



DET GØR DE ikke. I seneste opdatering fra 28. februar er det kun bestemte områder i Israel, som besøgende frarådes at rejse til, nemlig Vestbredden og Gaza.



“Der er fortsat højt terrorberedskab. Risikoen for terroraktioner og skudepisoder er fortsat højt. Især offentlige steder, indkøbscentre, offentlig transport, cafeer og forlystelsessteder, ikke mindst i Jerusalem og Tel Aviv,” hedder det på ministeriets hjemmeside.



Undskyld mig, men hvis ikke en sådan advarsel skal give det røde kort, hvad i alverden skal så ?



Det svar er let at give. Det skal lille Nepal, og det skal Bali efter bombningen for to år siden. Nepal giver sig selv, som Israel gør, men med Bali må det dog snart være slut. Ellers kan det jo fortsætte i det uendelige.



I dag interviewer vi RID’s formand om situationen og om, hvordan Kuoni kom til at tage forskud på glæderne i nyt program – men hvor er konsekvensen?



IINGEN VILLE blive mere glad end jeg, den dag man kan ophæve advarslerne i Israel, som fortsat er et af de mest spændende rejselande i verden. Kultur, religion og natur, men det må bare kræve lidt mere ro, og lidt mindre risiko.



Det er jo også symptomatisk, at ingen danske bureauer endnu har genoptaget programmet til Israel, selv om de hellere end gerne ville. Gennemføres fredsprocessen nu, og kan man tro på, at selvmordsbombningen, der er turismens værste trussel, er stoppet, da er der håb.

Eilat må i øvrigt snart være klar, for her har der hele tiden været fredelig. Jeg husker, da jeg i 1973 var i Eilat efter våbenhvilen fra Yom Kippur-krigen. Der var kun nogle ganske få hoteller, og de stod gabende tomme, og nu ville de gerne have fat i turisterne.

Det fik de relativt hurtigt, fordi vi dengang ikke skønnede, der var nogen særlig risiko, hvilket heldigvis holdt stik.

Men til Tel Aviv og Jerusalem, hvor ikke engang flyselskabernes personale tør overnatte, må det altså vente lidt endnu.



TIL GENGÆLD kan Bali få lov til at vente i uvished efter bombningen af diskoteket i oktober 2002. Fordi vi har en ambassadør som tror blindt på, hvad Australien tror på. Alt imens svenske, nordmænd og tyskere i stort tal sætter kursen mod Bali.



Hvem blander kortene næste gang? Vi venter spændt.

Skrevet af