Debat: Der bør være en selvrisiko ved rejsebureau-konkurs



Af Ole Egholm,

direktør Dansk Brancheanalyse





Den kommende konkurs i Blue Travel sætter atter spørgsmålstegn ved vores rejsegarantifondslov, der beskytter vores forbrugere mere end sundt er.



For nu skete det igen. Et par helsidersannoncer i de store medier, og millioner i forudbetalinger strøg ind i lommerne på direktør for og ejer af Blue Travel, Mohamed Sow, med kundernes håb om en sommerferie.



Rejsegarantifonden var på pletten, gjorde hvad de kunne, endda så hurtigt de kunne, og alligevel står de til et sandsynligt tab i millionklassen. Og Mohamed Saw er over alle bjerge.



Hvem er taberen i dette cirkus? Kunderne får alle pengene tilbage. Rejsegarantifonden gør sit arbejde (og beviser sin eksistensberettigelse).



Men der ER noget galt. Selv et så oplagt nummer skal bare ikke kunne lade sig gøre.



En af grundene er desværre at forbrugeren er ALT FOR GODT beskyttet. Til gengæld er køberen af den “simple” billet fuldstændig ubeskyttet.



Er der logik i det?



Ikke for mig. Men nu lader vi det med den simple billet ligge og kigger på pakkerejsekunden:



Vi bliver som branchen – og lovgivere – nødt til at indføre en form for “ansvarsfølelse” hos kunden også.





Det er OK, at kunden får pengene tilbage, men der SKAL være en selvrisiko. For tiden leger vi Robin Hood i branchen – på den forkerte måde. De etablerede, der gennem årtier har betalt til Rejsegarantifonden (og måske kommer til det igen, hvis dette fortsætter), leger “socialkontor” overfor nystartere, der har nem adgang til at sælge rejser, endda med et positivt cashflow så stort lige fra starten, at nogle vælger at bruge formuen på en enkeltbillet til sig selv. Det er ikke rimeligt.



Forbrugerbeskyttelse er OK, men at pakke pakkerejsekunden ind i cellofan og udbetale ved kasse 1, uden omkostninger for kunden, det er for meget. Vi skal have en selvrisiko i pakkerejsebeskyttelsen. Den skal være på 500 eller 1.000 kr. per person. Vi kan også kalde det “administrationsgebyr” for Rejsegarantifonden for det arbejde, der er forbundet med at rede trådene ud. Så bør det nok være på 1.000 kr. per person.



En selvrisiko vil ikke alene reducere Rejsegarantifondens udgifter. Den vil fortsat yde den beskyttelse, som loven har til hensigt, og så vil den gøre det lidt sværere at være hurtig rejsebureausvindler i Danmark. Det vil igen sikre en endnu mere seriøs rejsebranche med langsigtet kundeorienteret tænkning frem for hurtig gadehandlermentalitet. Det er klart bedst både for kunden og for rejsebranchen.

Skrevet af