Danske mindeord og tanker om krokodillejægeren

Af Lene Walther



Stedet er Beerwah, Queensland, Australia Zoo – Australien.

”Good to see ya, mate!”

Sådan startede mit første møde i 1997 med mit og mange andres ikon, Steve Irwin.



Han var allerede dengang en stor australsk personlighed, som stod øverst på listen over mine personlige ”must see attraktioner” under en længere rejse ”down under.”



Hjemmefra havde jeg set Steve og hans kone Terri brænde igennem tv-skærmen med en sprudlende entusiasme og vanvittige, men imponerende indfald.



Indfald der i sin egen vanvittige ”dyriske” form faktisk havde et budskab – et budskab der gik rent igennem, til lille som stor – dyrebeskyttelse og bevarelse.



Mon disse programmer viste virkeligheden? Findes der egentlig mennesker, der lever, som var deres liv en film?



Svaret er ja – det gjorde der – i hvert fald indtil i mandags denne uge, hvor Steve Irwin tragisk mistede livet – mens han lavede det, han elskede mest, nemlig at omgive sig med alverdens dyr i en god sags tjeneste.



De fleste havde sikkert troet at Steve ville ende sine dage i gabet på en krokodille eller efter et bid fra en giftslange.

Så da nyheden om hans tragiske død under mødet med en pilrokke ramte verden, gik Australien i sort – det samme gjorde diverse hjemmesider omhandlende Steve – simpelthen fordi hans landsmænd og resten af verden måtte undersøge om ”den usårlige” Steve Irwin virkelig kunne være død…



Efter at have arbejdet som frivillig i Steves dyrepark og ved selvsyn set ham optræde i shows for besøgende var jeg ikke i tvivl:

Her var en entusiasme, en personlighed – en der handlede med hjertet – og derfor dag efter dag kunne lave samme show – og dermed underholdende, men troværdigt formidle sit elskede budskab.



I den korte periode, jeg arbejdede frivilligt for Steve og Terri, fik jeg en enestående oplevelse og muligheden for at se, hvordan der blev arbejdet bag kulisserne. Det der overraskede mig allermest var egentlig den nærhed Steve havde til hele sit personale – det var en stor familie og inden dagen var omme blev man inviteret med i denne ”unikke familie” og blevet tilbudt at deltage i ”casual” slangefangst i bushen med de ansatte efter fyraften.



Madpakken blev indtaget i rummet som var selve parkens nerve – nemlig i en simpel hytte med gamle stole og borde, mødestedet for parkens ansatte.

Her spiste man, omgivet af akvarier fulde af alskens slanger – og her var det ikke et særsyn, at Steve sammen med to-tre andre fuldvoksne mænd kom baksende med en stor kvælerslange mellem frokost bordene fordi den skulle kæles lidt bag ørerne, have en vaccination eller hvad ved jeg.



Omgivet af disse dyr var der altid vildskab og glæde i Steves øjne og episoder som denne var ofte suppleret med hans berømte kommentar: ”Ain’t she a beauty!?”



Mit arbejde som frivillig bestod i at deltage på lige fod med de andre ansatte – hakke foder op til havens dyr – rense bure – fodre dyr og assistere ved shows for parkens gæster.

Parken har alverdens dyr – fra ræve til massevis af slanger, krokodiller selvfølgelig, samt koalaer.



Typisk for Steve sagde han til mig, da jeg som et af mine første jobs skulle holde en koala, at dette var havens allerfarligste dyr!

Grunden var ligetil: Dette dyr snyder netop fordi det har et nuttet ansigt og store skønne ører men dens kløer er knivskarpe og kan flænse et ansigt. Steve fik ret – kort tid efter hang dette nuttede dyr med kløerne under mit øje. ”Crickey!”



Ingen skal være i tvivl om at der blev taget fat – og Steve var den der puklede allerhårdest – prustende, knoklende – stående på ladet af en traktor – løftende på kasser med frugt – begravet i en dynge grene – hoppende over et hegn – løbende efter en kænguru…



Jo, denne mand var i det daglige liv som på tv – ærlig, ligetil, entusiastisk og sikkert en af klodens mest motiverende ledere for sit personale.



Steve Irwin er et enestående eksempel på de kendte mundheld ”hvor der er vilje er der vej” – eller hvis du vil det – så lev det!



Steve Irwin blev 44 år og efterlod sig sin amerikanske kone og makker Terri Irwin og to børn, den nu otteårige datter Bindi og toårige søn Bob.



FAKTA (Kilde: Berlingske Tidende)

Steve blev gennem sine tv-programmer en holden mand, men brugte ikke sin formue på personlig luksus. Alle millionerne gik til beskyttelse af natur og truede dyrearter. Ved hans død var han ejer af flere hundrede kvadratkilometer refugier for dyrevildt i USA og Australien.

Desuden var hans Australia Zoo park på kun 15 år blevet til den største turistattraktion i Queensland.



Steve nåede indtil før sin død at deltage i tæt på 200 dokumentarfilm med tv programmer mindst 122 lande med flere hundrede millioner seere.

Skrevet af