De 60 medlemmer af de internationale flyselskabers samarbejdsforum, Board of Airline Representatives, BARD, truede i weekenden Thailands transportminister med at stoppe på Bangkok.
Det kunne blive resultatet, hvis de midlertidigt tvinges fra den nye Suvarnabhumi-lufthavn til den gamle Dong Muang.
Den nye lufthavn blev taget i brug i efteråret, inden den var klar, og der er som tidligere omtalt store problemer med bl.a. revner i dens landingsbaner.
BARD-formanden i Bangkok, Brian Sinclair-Thomson, sagde ifølge avisen The Australian til ministeren: ”Nogle af vore medlemmer vil revurdere, om de fortsat vil flyve til Thailand, hvis de tvinges til bruge to lufthavne i Bangkok.”
Thailands militærregering har store problemer med den 35 milliarder kr. dyre nye lufthavn. Statsminister, general Surayud Chalanot, siger til Bangkok Post, at han personlig vil tage sig af problemerne omkring Suvarnabhumi.
For at skaffe mere tid til reparationerne, rykker 71 indenrigsruter – fløjet af Nok Air, One Two Go og Thai Airways – 25. marts midlertidigt tilbage til Don Muang.
Tagget med: Thai

STANDBY.DK Nyt om rejser

