Da vi købte hoteller, var det for at tilfredsstille mig personligt

“Jeg var nået til et punkt, hvor der ligesom ikke var flere fornyelse for SAS som selskab, og derfor kan jeg i dag se, at det fejlagtige hotelkøb med investeringen i Saison med Intercontinental-hotellerne var en fejl. Jeg mener nu ikke den kostede SAS 3,8 mia. kr., men nærmere to mia. Det var også slemt nok. Man skal ikke selve eje hotellernes mursten.



Jeg er indhentet af min egen tese om retten til at begå fejl, og her begik jeg én. Jeg ville have, vi skulle gøre den investering, men må i dag indrømme, at det var for at tilfredsstille mig selv. Mere end selskabet.”



Sådan sagde den tidligere SAS-koncernchef, som under hele forløbet havde de 80 deltagere i deltagerne i sin hule hånd.

Han indledte med en række erindringsbilleder og muntre kommentarer, inden han kom i krydsild hos Take Off’s chefredaktør, Ejvind Olesen, der i de 12 år, Carlzon var SAS-chef, fulgte ham tæt.



Omkring det med at begå fejl, sagde Jan Carlzon også i 1985 samtidig med, at han udgav bogen “Riv pyramiderne ned”:

“Mine medarbejdere skal have lov til at lave mindst en fejl om måneden. Ellers tager de ingen chancer. Det gælder dog ikke piloterne.”



På spørgsmålet om, hvad han mener om den nye opdeling af SAS i tre nationale selskaber, svarede han “at det ikke var nogen indlysende god ide” i stedet for at stå sammen som en enhed og kæmpe ud fra det.



Hvad så med SAS-kabinen og produktet i dag?



“Vi er tilbage ved den gang, da jeg startede i SAS. Selskabet har i dag en klasseopdeling, hvor der er en business klasse i Europa, som koster fem gange så meget som en billige turistklassebillet, og slet ikke giver valuta for pengene. Dengang havde vi også 1. klasse, hvor det mest var SAS-direktører og chefer for Den Danske Bank, der opholdt sig! Målet må være, at give sine passagerer mere for det de betaler. Eller mindre for det, de ikke betaler.



I dag er der gået prestige i for erhvervslivet at sige, at de sandelig ikke rejser på business klasse, men på turistklasse. Til gengæld får de aviser, før dem på de dyre klasser. Og i Skandinavien er forskellen ikke til at få øje på.”



“Hvad skal SAS gøre i en konkurrence med lavprisselskaberne?”



“Selv blive et decideret lavprisselskab, men det er nok en umulig tanke. Det samme er en strategi om at danne sit eget lavprisselskab, som for eksempel Lufthansa har gjort. Det ville kræve, at man skulle tilbage og starte fra nulpunktet med overenskomster og alt, hvad dertil hører.”



“For kort tid siden kom Mats Jansson til som ny SAS koncernchef. Hvordan tror du han vil tilrettelægge strategien for dit gamle selskab?



“Han kender detailhandel, og ham venter jeg mig noget af. Til at sælge varen til den rigtige pris. Og sætte værdien lig med den vare, man leverer. Jørgen Lindegaard fik ikke en fair chance i de fem år, han var ved styret.”



Inden Carlzon, nu 65 år, takkede af efter en god times spændende debat fortalte han, at hans bog om at rive pyramiderne ned fra 1985 stadig sælger pænt og giver ham et forfatterhonorar på 100.000 kr. om året.



“Bogen er faktisk også særdeles aktuel netop nu. Måske udgiver jeg en dag en opdateret version,” sagde Carlzon, som fortsat er i spidsen for en række svenske erhvervsvirksomheder, og som gammel sportsjournalist stadig er formand for Svensk Tennisforbund.



Fredag formiddag talte Jan Carlzon om global turisme ved åbningen af Ferie 07 i Bella Center i København.



-ejv.

Skrevet af