Fredagskommentaren – Lad os få et fælles kvalitetsmærke

Af Ejvind Olesen



JEG HAR I mange år undret mig over, at RID, sammenslutningen af charterselskaber og Danmarks Rejsebureau Forening ikke slår sig sammen og taler med én røst i spørgsmål om rejsebranchen.



Jeg kender naturligvis argumenterne for og imod, men ingen af dem der hidtil har været fremme, kan sagligt begrunde, at det ikke for længst er sket. Et lovkompleks, økonomiske spørgsmål og lignende må et udvalg nedsat til lejligheden kunne løse.



Det er af fundamental betydning, at branchen kan tale med én røst i forhold til myndigheder og samarbejdspartnere – og over for forbrugerne.



I virkeligheden er der jo ingen forskel om man er på charter med Star Tour eller en pakkerejse med Profil Rejser. Problemerne er ofte de samme, når og hvis de opstår. Begge er underlagt pakkerejseloven og medlem af Garantifonden og har efter al sandsynlighed de samme etiske regler i forhold til forbrugerne – men de er medlem af hver sin forening.



Og de annoncerer ikke – eller må ikke annoncere – med medlemskabet, som kan give forbrugere et praj om, hvem de betror sine penge. De bestemmer dog selv, hvad de vil give af oplysninger på hjemmesider og lignende.



Profil Rejser følger naturligvis DRF’s etiske regler om god forretningsmoral. Og det samme gør Star Tour fra RID. Begge har den reglen om, at man skal følge Rejse- Ankenævnets afgørelse.



MEN, ved forbrugerne det? Næppe, med mindre de skulle finde på at spørge. Det er for eksempel ikke tilladt at annonce med medlemskab af Rejsegarantifonden, hvilket nok kunne være en oplysning af værdi, når man tænker på folks penge, investeret i rejser.



Da det imidlertid er lovpligtig at være medlem af Garantifonden, og da det er farligt af annoncere med rejser uden at være medlem – fordi firmaet så får bøder og bliver lukket – anses det ikke for nødvendigt.



I øvrigt ville det svare til en oplysning om “at jeg tænder også cykellygten efter mørkets frembrud.”



Alligevel er det en god oplysning. Især i vore dage, hvor man udbyde rejser på mange andre måder end via avisannoncer, som er lette at få øje på uden at være Sherlock Holmes, ville det være godt for branchens seriøse rejseudbydere at have et kvalitetsmærke at skilte med.



Tænk bare på ham, der i længere tid kom godt af sted med at sælge rejser via en mobiltelefon fra Statsfængslet i Horsens, før han blev stoppet.



Selvfølgelig kan en forbruger da spørge inden rejsen købes, men det er ikke særlig praktisk. Og naturligvis kan de selv søge oplysninger.



EN “smiley med et bredt smil” kunne være en løsning, men kun som arbejdsmodel. Tænk, hvis vi fik én samlet forening, hvis medlemmer skulle opfylde de krav, der i forvejen stilles – plus de etiske regler, som denne samlende brancheforening formulerer.



Flere kendte navne i rejsebranchen har fra tid til anden været inde på tanken, startende med en samlet brancheforening.

Med baggrund i tsunamien og den senere tids debat om hjemrejseregler og ansvar over for kunderne, må tiden være inde. Lad os i hvert fald få et fælles kvalitetsmærke.

Skrevet af