Fredagskommentaren af Ejvind Olesen

Af Ejvind Olesen



Når forbrugerminister Henriette Kjær nu overvejer at udvide garantiordning for rejser til at gælde andet og mere end pakkerejser for danskerne, er omsorgen gået over gevind.



DA BUSREJSEARRANGØREN Amanda Rejser i sin tid krakkede og efterlod en meget stor del af gæsterne uden dækning af nogen art, fik politikerne ondt i samvittigheden. Selv om rygterne om krise i det fynske firma længe havde huseret.



Vi fik garantiordningen, som via indbetaling fra rejsearrangørerne selv, plus en garanti fra staten, skulle forhindre, at det nogensinde skete igen. Senere er fulgt mange krak, værst nok med Calypso Rejser, men aldrig på en sådan måde, at købere af pakkerejser har mistet deres rejse eller deres penge.



Senere er loven tilpasset moderne rejseliv, også indbetalinger til Rejsegarantifonden, men substansen i, at man på en pakkerejse (to ydelser) er dækket ind. Hvad to ydelser er, kan altid diskuteres for den anden tur skal være “af væsentlig omfang”. Dog viser det sig i reglen, at leje af bil, eller hotel et døgn eller to i tilslutning til selve flybilletten, er nok til at spænde sikkerhedsnettet.



I AMANDAS dage var der ikke noget, der hed internettet og direkte bestilling hos charterselskaber eller hoteller. Det er der som bekendt i dag. Dermed opstår en ny situation, hvor kunderne selv finder et hotel med en god pris på nettet, og ved siden af selv køber en flybillet. De er, som det vil være kendt af rejsebranchens egne folk, ikke dækket af Garantifonden.



Det skal de måske være i fremtiden, mener ministeren. Det er jeg dybt uenig i. Enten kan man selv, eller også kan man ikke. Kan man selv reparere sin bil, bygge sit sommerhus eller tætne sit tag, må man også selv tage risikoen for fejl.



Har man ikke brug for fagfolk til at arrangere sin rejse, eller til at udstede sine billetter, må man også selv bære risikoen for fejl – eller krak. Det er jo lige sket, at et lavprisselskab krakker, V-Bird, og det kunne ske igen.



Mange vil stå uden billetter, og viljen hos konkurrenterne til at indløse biletterne kan ligge på et lille sted. Ruteselskaber dækker hinanden ind til en vis grad, lavprisselskaber gør det ikke. Det skal forbrugerne vide, inden de køber. Og den risiko må de tage med, eller selv sørge for forsikring.



IGEN OG IGEN har mine kolleger og jeg skrevet i diverse aviser og magasiner, at man ved køb af Flight Only, som det nu tilbydes hos charterselskaberne, ikke er dækket, hvis selskabet krakker, eller hvis bureauet gør. Ofte indbetales beløbet for en flybillet til et rejsebureau, der udsteder en kvittering, og først udleverer flybilletten senere. Så er man på Herrens mark. Hvis det går galt.



Hver gang et bureau krakkede, fik vi opringninger fra ulykkelige, som havde sat mange tusinde kroner over styr, uden at være klar over faren. Hvad kan man lære af det: Læse aviser for eksempel. Men, at staten skulle gøre noget ved det, er svært at forsvare.



DER MASSER af barnepige-mentalitet i Garantifonden i dag. Ikke helt forkert forsvarer den de usikre og useriøse rejsearrangører, fordi forbrugerne altid kan sige til sig selv, “at det trods alt ikke kan gå helt galt, for pengene er sikre”.



Man kan midt i en “gør-det-selv-tid” med rette stille spørgsmål ved om Amanda-loven, som jeg vil kalde den, overhovedet er berettiget i dag, og om den ikke burde erstattes af en forsikring.



Men, at udvide til også at lade den gælde surferne på internettet er simpelthen et udtryk for dansk forkælelse med endnu et sut, som forbrugerministeren godt kan spare sig.

Skrevet af