Cimber halverer pris på nye aktier

Prisen på Cimber Sterling-aktierne er sænket fra de oprindelige 20-24 til 10-13 kr. pr. aktie af 1 kr.

Samtidigt øges udbuddet af nye aktier til 27,5 mio., og udbudsperioden forlænges forventeligt tre dage til den 27. november, oplyser Cimber Sterling.



”Et generelt opsving i flytrafikken og særligt tidspunktet for dette er for investorerne generelt et væsentligt element i forhold til investering i luftfart. Om især timingen i opsvinget er der betydelig usikkerhed, hvorfor investorerne ønsker en større risikopræmie end normalt,” lyder flyselskabets begrundelse for prisnedsættelsen.



Ved salg af alle de nye aktier bliver provenuet til selskabet mindst 249,6 mio. kr. svarende til mindste provenu ved det tidligere interval, der omfattede 13,7 mio. nye aktier.



Ud over de nye aktier udbydes knap tre mio. eksisterende aktier til dækning af evt. overallokering. Også disse aktier sælges for 10-13 kr. pr. stk.



I den oprindelige model blev der udbudt 2,9 mio. eksisterende aktier til 20-24 kr. per aktie plus yderligere 2,4 mio. eksisterende aktier til dækning af eventuel overallokering,” skriver RB-Børsen.



Cimber Sterling oplyser, at man i forbindelse med den påtænkte børsnotering har holdt møder med ”betydende investorer i ind og -udland.” Flyselskabet har på disse fået opbakning til forretningsmodellen samt anerkendelse for de strategiske og operationelle tiltag de seneste 12 måneder, ikke mindst overtagelsen og integrationen af dele af Sterling samt den betydelige udvidelse af rutenettet, hedder det bl.a.

Skrevet af