Ny passagerrekord hos airBaltic .

AirBaltic lander ny passagerrekord

Det lettiske flyselskab airBaltic havde sidste år fremgang i passagertallet på 22 procent.

Samlet havde airBaltic i 2017 over 3,5 millioner passagerer, det højeste antal i selskabets historie. Koncernchef Martin Gauss siger: ”Sidste år åbnede AirBaltic 13 nye destinationer og fik yderligere syv fabriksnye Bombardier CS300 fly i flåden. Alene i årets sidste halvdel satte vi hver måned ny passagerrekord.”

I dette år vil airBaltic åbne yderligere mindst otte nye ruter som led i sin forretningsplan, Horizon 2021.

Sidste år kom airBaltic op på en kabinefaktor på 76 procent, to procent mere end i 2016. Samlet gennemførte flyselskabet knap 51.000 flyvninger og med en punktlighed på over 99 procent, oplyser det lettiske flyselskab og tilføjer, at det ifølge OAG’s målinger af over 50 millioner passagerflyvninger blandt verdens flyselskaber sidste år var det mest præcise.

Over 60 destinationer
airBaltic har foreløbig 60 destinationer fløjet fra sin hjemmebase i Riga til Norden, resten af Europa, herunder Rusland, samt Mellemøsten, hvor selskabet betjener Abu Dhabi. Ud over Riga har airBaltic direkte flyvninger fra de to andre baltiske hovedstæder, Tallinn og Vilnius.

Selve airBaltic blev stiftet i 1995. Selskabet har den lettiske stat som sin største aktionær, mens den danske forretningsmand Lars Thuesen har de resterende 20 procent via sit selskab Aircraft Leasing 1 SIA.

airBaltic har i øjeblikket en flåde med 30 fly; syv Bombardier CS300, 11 Boeing 737 og 12 Bombardier Q400Next Gen. I alt har selskabet bestilt 30 eksemplarer af canadiske Bombardier CS300, der nu er på vej ind i flåden.

 

Relaterede artikler:

airBaltic får ny flytype på København

airBaltic bestiller flere jetfly

En million turister i Vilnius