STANDBY.DK Nyt om rejser
Søren Rasmussen, bestyrelsesformand og ejer af Albatros.
DEBAT: Kritikken mod danske rejsebureauer og sammenligningen med Zoologisk Have genkender jeg overhovedet ikke, og jeg synes faktisk den er usmagelig, siger bestyrelsesformanden for Albatros Travel.
Af Søren Rasmussen
”I udkanten af Delhi ligger børnehjemmet Karm Marg. Sammen med syersker fra de nærmeste landsbyer er hjemmets børn med til at lave en lille rejsetaske for Albatros. De ældste børn lærer både syning og andre teknikker af landsbybeboerne, og børnehjemmet får en fast indtægt fra Albatros, der udleverer tasken gratis til de rejsende. I tasken ligger blandt andet en lille hilsen med beskrivelse af projektet og en kuvert til eventuelle støttebidrag. For nylig afleverede Albatros 110.000 støttekroner til børnehjemmet.
De rejsende besøger ikke børnehjemmet, fordi projektet kører udmærket uden. Enhver rejse i Indien giver den rejsende rig lejlighed til at overveje en eller anden form for støtte. Børnehjemmet har sin egen hjemmeside: www.karmmarg.org.
Albatros har flere lignende projekter, der eksempelvis kan handle om skolematerialer eller skolebygninger, vandpumper i landsbyer eller opførelsen af langhuse på Borneo. De fleste projekter har ingen direkte forbindelse til vores rejsende, men er sat i gang for at gøre vores hoser grønne i lokalsamfundet eller slet og ret, fordi vi gerne vil gøre en forskel.
Når vi fra tid til anden tager rejsende med til den slags projekter eller sociale institutioner, oplever vi en markant interesse for såvel oplysning som støttemuligheder. Derfor har vi gennem nogle år arbejdet med at udvikle projekter som ovenstående, hvor vi forsøger at give de rejsende en ekstra og dyberegående oplevelse, som samtidig kan finansiere velgørende projekter. Vi er desværre ikke nået særligt langt, for det er sværere, end man tror.
Den vanskeligste opgave er at administrere andre menneskers penge. Så længe det er ens egne, er der ikke noget problem, men når vi modtager donationer, har vi en stor forpligtelse til at garantere deres anvendelse.
Et andet problem er, hvordan man arrangerer kulturmødet. Hvordan kan de rige rejsende møde fattige, syge eller traumatiserede mennesker under værdige vilkår?
I øjeblikket er der en pressedebat om børnehjemsbesøg i udviklingslande, hvor nogle hævder, at det kan være traumatiserende for børn at blive udstillet som dyr i en zoologisk have. Det er sikkert rigtigt, at det kan foregå således, men jeg har aldrig hørt eller set noget i den retning.
Jeg har haft lejlighed til at besøge SOS Børnebyer, hvor jeg selv eller venner har et såkaldt sponsorbarn. Ofte har vi været en lille rejsegruppe på 8-10 mennesker. Besøget er altid formaliseret. Man aftaler tidspunkt, modtages og briefes af ledelsen, der blandt andet gør opmærksom på, at der ikke må fotograferes uden tilladelse.
Vi kommer dog altid hjem med billeder af os selv med barn og eventuel plejemor. Vi når dårligt inden for porten, før ”vores” sponsorbarn falder os om halsen sammen med bofællerne fra huset, hvor der er dækket op med te, kaffe og kage. Vi deler gaver ud, tøj til barnet og legetøj, bøger og skriveredskaber til huset. Vi har nogle herlige timer, hvor der sludres om alt (heldigvis har vi fælles sprog), inden vi vinker farvel – med let fugtige øjne og bevidstheden om, hvor lidt der skal til at gøre en stor forskel.
I porten vinker børnene tilbage med en vished om, at der er nogen uden for deres egen lille verden, der tænker på dem.
Jeg kan ikke genkende billedet af en zoologisk have. Jeg synes faktisk, det er usmageligt. Det er at træde på de mennesker, der gerne vil gøre en forskel og på de børn, der glæder sig over denne mulighed. Det handler nemlig ikke altid kun om penge, men også om sociale relationer.
Som sagt ved jeg ikke, om de grimme eksemler også eksisterer i virkeligheden. Jeg tror dog, man skal være meget varsom med at fordømme noget, man ikke rigtig ved noget om, og som risikerer at sætte en stopper for noget, der kan vise sig at være til gavn for mange. Tænk, hvis klodens en milliard rejsende hver bidrog med 100 kroner til forbedring af børns eller fattiges vilkår – årligt?
