Dansk passagerfly fik motorstop

Hændelsen skete 13. juni, men blev først kendt i går via en havarirapport. “En alvorlig situation,” siger Cimber Sterlings flyvechef, Peter Christian Jensen, til DR Nyheder.



Flyet med 130 passagerer og en besætning på fem var i 800 meters højde, da motoren satte ud. Piloterne afbrød landingen, fik motoren i gang igen og landede sikkert.



Den italienske havarikommission har afdækket, at det var en luftventil i motoren, som kortvarigt satte sig fast. En fejl som ikke kan ses på ventilen. Cimber Sterling har haft et lignende motorstop med et fly på en rullevej.

Motorstoppet blev rapporteret og flyflåden undersøgt, uden at man opdagede fejl, siger selskabets flyvechef.



Nu har den italienske havarikommission af Boeing fået oplyst, at man har mistanke om, at noget lignende er sket i alt fem gange siden flytypen blev introduceret.



Havarikommissionen anbefaler, at fejlkilden indskrives i flyselskabernes nødprocedure, og er tilfreds med, at motorfabrikanten arbejder på at finde permanent løsning på det lumske ventilproblem.

Skrevet af