Cimber-fidusen på vrangen

sas CRJ900MANDAGSKLUMME: Måske er det en fidus, men det kan i sidste ende betyde overlevelse for SAS som selvstændigt selskab. Og sjældent har SAS været så fast i troen.

Af Ejvind Olesen

Med dyb foragt i stemmen taler Jakob Esposito om Cimber-fidusen. Som talsmand for kabinepersonalet – hvordan er han, som tidligere CAU-formand og ikke mere ansat i SAS mon blevet det?

Jeg er ikke sikker på om SAS–ledelsen, da de udtænkte planen om at købe Cimbers’ AOC, har tænkt det som en fidus. Det er i sig selv en meget nedsættende bemærkning, som man skal være meget vred for at fremsætte offentligt om sin modpart i en så alvorlig sag. Om en plan, som til forveksling ligner den andre store ruteselskaber er tyet til.

Vi vidste på forhånd, at der intet er i virksomhedsovertagelse, der forhindrer SAS i at gøre, som nu. Faktisk kan man forstå, at SAS har blødt op og vil respektere de nuværende overenskomster indtil de udløber i 2017, for det personale som flyttes over. Det havde de næppe behøvet.

Samtidig er der givet tilsagn om, at de overflyttede kan komme tilbage til store SAS efterhånden, som der bliver ledige stillinger. Til gengæld er ideen naturligvis at ansætte nye til lavere lønninger. Ellers havde det hele jo ingen mening.

Hvis de skulle blive enige med SAS – når de kommer på talefod – er det spørgsmålet om, hvor mange af de 147 overflyttede som overhovedet er tilbage i 2017, når der skal forhandles nye og lavere lønnende overenskomster på plads.

Og så det store spøgelse. SAS vil på sigt overføre flere fly (end CRJ’erne) til Cimber. Også større jetfly og på den måde undergrave overenskomsterne i store SAS.

Det har SAS på nuværende tidspunkt ingen planer om, hvilket direktør Flemming Jensen ved flere lejligheder har udtalt.

Ingen kan garantere noget om fremtiden i luftfart i dag. Hvordan vil SAS klare sig mod lavprisselskaberne? Hvordan med den interkontinentale trafik, kan den fortsat vokse? Kan SAS præstere at klare sig selv, eller venter opkøb?

Den weekend, vi lige har oplevet, lover desværre ikke godt for fremtiden. Da sårene var lægt fra november 2012, troede de fleste, at nu var det sket med strejkevåbnet, som SAS Danmark, har været så kendt for. Og så alligevel ikke.

Hvem kan nu præstere en fidus, som vipper al surhed og modstand til side, og skaber fornyet arbejdsglæde og smil i SAS-kabinerne!