Cimber på børsen i morgen

Cimber Sterling offentliggjorde her til morgen salgsprisen på de 27,5 mio. nye aktier, selskabet har solgt i de seneste uger, og prisen blev den lavest mulige, nemlig 10 kr. pr. aktie med en nominel værdi på 1 kr. Bruttoprovenuet blev således på 275 mio. kr., hvorfra man trækker omkostninger til blandt andet de medvirkende banker.

 

Også de eksisterende aktionærers udbudte aktier er blevet ”placeret hos nye investorer, fremgår det af en børsmeddelelse.

 

Aktieemissionen har bragt omkring 1.000 nye aktionærer ind i selskabets ejerkreds. Familien Nielsens ejerandel i selskabet vil, efter nyemissionen og placeringen af de eksisterende, udbudte aktier, falde til omkring 34%.

 

Ifølge børsmeddelelsen er omkring 20% af de nyudbudte aktier købt af udenlandske investorer, hvilket resulterer i en udenlandsk ejerandel på ca. 12%.

 

I forbindelse med aktiernes notering på børsen fungerer SEB Enskilda bank som en såkaldt ’stabiliseringsagent’. Bankens rolle bliver, i den første handelsmåned, at ’støtte markedskursen’ på aktien.

Skrevet af Christian Peschardt