Cimber Sterling frygter større underskud

Cimber Sterling fik i 3. kvartal af regnskabsåret 21 % flere passagerer end i foregående regnskabsår. Men hårdt vintervejr i december og stigende brændstofpriser gav negativt resultat. Omsætningen steg 18 % til 395 mio. kr., men driftsresultatet blev et underskud på 97mio. kr., oplyste Cimber Sterling onsdag.

 

I de tre første kvartaler af sit regnskabsår, der slutter i juni, omsatte Cimber Sterling for 1,4 milliarder kr. I perioden blev det primære driftsresultat – før særlige poster – et underskud på 114 mio. kr.

 

Cimber forventer omsætning i dette regnskabsår på ca. to mia. kr., men opjusterede i går det forventede underskud fra 20-80 mio. kr. til nu 125-145 mio. kr.

 

Senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, siger til takeoff.dk: ”Tallene vidner om et flyselskab tæt på det kritiske felt. Deres egenkapital må ikke blive lavere.”

”Konkurrencen bliver næppe mindre – og Cimber skal stadig bevise, at dets nye forretningsmodel virker. Cimber er ikke herre over udgifter til ekstremt vintervejr og stigende priser på brændstof, men at der skal så lidt til, for at bringe selskabet ud af kurs, er ikke godt,” siger Jacob Pedersen fra Sydbank.

 

Cimber Sterlings adm. direktør, Jacob Krogsgaard (foto), sagde onsdag til takeoff.dk: ”Det var ikke den bedste dag, men der er også positive elementer i kvartalstallene. Vi har været hårdt ramt af ekstra omkostninger pga. hårdt vintervejr, ekstraordinære udgifter til flyvedligehold og stigende brændstofpriser. Vi bruger nu 100 mio. kr. – eller 40 % mere – på brændstof end for et år siden, men flyver kun 10 % mere,” siger han og tilføjer:

”Kvartalsregnskabet dækker også resultatforbedringer. Vi har ikke prisfastlagt – hetchet – udgifter til flybrændstof. Om dét er en fejl? Det er der delte meninger om. Det er jo ikke gratis at hetche, den tjener mellemhandlen på – i sidste ende er prisen den samme.”
 
”Vi skal ikke fyre medarbejdere, men reducere vores omkostninger ved at øge produktiviteten. Vi er f.eks. i gang med forsøg i bl.a. lufthavnene i København og Aalborg, hvor vi kan spare personale i gaten, fordi passagerer ikke skal tjekkes af et menneske, men kommer ud til flyet via en sluse,” siger Jacob Krogsgaard.

 

Cimber Sterling har 500 ugentlige afgange på dansk indenrigs. ”Vi kan spare 100 kr. pr. passager på denne konto – stadig flere passagerer tjekker i dag ind via vores hjemmeside og via mobiltelefoner,” siger Jacob Krogsgaard og medgiver, at Cimber Sterling i øjeblikket ikke har en tilfredsstilende regularitet. Det skyldes, at flere af selskabets fly har skullet til større eftersyn.

 

Cimber Sterling forventer i år over to mio. passagerer – halvdelen på dansk indenrigs. Selskabet har 26 fly; seks B737, 11 CRJ og ni ATR’er.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten