Cimber Sterling gør datterselskaber selvstændige

Cimber Sterling styrker organisationen i tre af sine datterselskaber, CAMC, Cimber Air Data samt Cimber Air-Leasing og indsætter nye direktører i de tre virksomheder. De skal fremover drives som selvstændige kommercielle virksomheder og i stigende grad basere deres forretning på eksterne kunder.

 

CAMS, Cimber Air Data samt Leasing vil stadig være en del af Cimber Sterling Group, og Cimber Sterling vil være en oplagt, men ikke selvskreven kunde i datterselskaberne, oplyser Cimber Sterling.

 

”Dermed styrker vi ledelsen af datterselskaberne og giver dem langt bedre muligheder for at vokse. Samtidig giver den nye struktur Cimber Sterlings direktion plads til at fokusere på den nye strategi, vi står over for den kommende tid,” siger Cimber Sterlings koncernchef, Jan Palmér.

 

De første skridt i retning af at udvide dattervirksomhedernes kommercielle virksomhed er taget med Cimber Air Datas nyligt indgåede kontrakt med Ukrainian Aviation Group, der tæller Aerosvit – som nu har samme ejer som Cimber Sterling – og tre andre ukrainske selskaber.

 

Ny adm. direktør for CAMC: Benjamin Nielsen, der indtil nu har været daglige leder af CAMC’s line, base og workshops under Cimber Sterling Operations.

 

Ny topchef for CAD bliver Jørgen Paarup, der fortsat vil fungere som IT-chef i Cimber Sterling.

 

Ny øverste chef for Cimber Air-Leasing er Alex Dyrgaard, som fortsat vil være Chief Legal Officer i Cimber Sterling.
 

 

Ved samme lejlighed indtræder Alex Dyrgaard i Cimber Sterlings direktion, der nu tæller fem personer: CEO Jan Palmér, CCO Jacob Krogsgaard, COO Steen Neuchs, CFO Martins Antonovics og CLO Alex Dyrgaard. Alex Dyrgaard får fremover titlen Chief Legal Officer, og han får en vigtig rolle i bl.a. de juridiske aspekter af den kommende tids tilpasning af flyflåden.

 

Cimber Sterling afviser i øvrigt rygter til takeoff.dk om, at flyselskabet vil forlade sit hovedkontor i Sønderborg til fordel for Københavns Lufthavn.

 

Skrevet af redaktionen