Cimber Sterling indgår aftale med investor

Efter drøftelser med flere potentielle investorer har man indgået aftale med Mansvell Enterprises Ltd om mulig kapitaltilførsel i form af aktieemission rettet mod Mansvell. Beslutningen er baseret på vurderingen, at en aftale med denne investor anses for fremadrettet at være den mest favorable løsning.

 

Det konkrete term sheet er et første formelt skridt i en forhandling om en bindende tegningsaftale, hvorefter investoren forpligter sig til at tegne aktier mod et kontant indskud på ca. 165 millioner kroner.

 

Det er målet at indgå en tegningsaftale inden udgangen af juni 2011 og opnå den nødvendige godkendelse på en generalforsamling inden udgangen af juli 2011.

 

Såfremt betingelserne opfyldes, og emissionen gennemføres, bliver investoren ny majoritetsaktionær i Cimber Sterling med ca. 66,7% ejerskab.

 

Udover at styrke kapitalgrundlaget vil den nye majoritetsaktionær kunne medvirke til at udvikle Cimber Sterling på det danske indenrigsmarked og det regionale nordiske marked. Det er investorens målsætning, at så mange af Cimber Sterlings nuværende aktionærer som muligt forbliver aktionærer og at opretholde Cimber Sterlings børsnotering på NASDAQ OMX København.

 

Mansvell er den samme investor, som har købt det regionale svenske luftfartsselskab Avia Express Sweden AB (Skyways), som efterfølgende har opkøbt endnu et regionalt svensk luftfartsselskab – City Airlines AB. En investering i Cimber Sterling vil være et vigtigt skridt i Mansvells ambition om at skabe et ledende regionalt nordisk luftfartsselskab.

Skrevet af Flemming Juul