Cimber Sterling lukker på Tel Aviv

Cimber Sterling åbnede i oktober 2010 på Tel Aviv og ruten, der flyves flere gange om ugen, har øget antallet af danske rejsende til Israel. Sidste år var stigningen 28 pct. til næsten 18.600 i forhold til 2010.

 

Men nu lukker ruten – det skyldes cocktail af flere omstændigheder. De israelske myndigheder har krævet øget sikkerhedskontrol inden afgang fra København, regningen for dette skulle Cimber Sterling betale til Københavns Lufthavn og samtidig udfaser Cimber Sterling fra i år og frem til 2012 alligevel sine Boeing 737, der betjener ruten.

 

Signe Thorup, pressechef i Cimber Sterling, bekræfter takeoff.dk’s oplysninger om rutelukningen:

”Tel Aviv-ruten gik godt med voksende passagerunderlag, men de nye israelske krav om forhøjet sikkerhed og prisen på ydelsen, slår hul i rutens budget. Det er rigtig ærgerligt. Vi ombooker nu vores passagerer, der skulle have fløjet til Tel Aviv fra 12. april, til vores ukrainske samarbejdspartner, Aerosvit, eller tilbyder fuld refundering,” siger hun.

 

Til takeoff.dk siger Københavns Lufthavns sikkerhedschef, Johnnie Müller:
”Alle flyvninger fra EU-lande til USA og Israel er pålagt krav fra hhv. de amerikanske og israelske myndigheder om ekstra sikkerhed. Vi er forpligtet til at levere denne ydelse og fakturere den til flyselskaberne, da det ikke er en del af de normale sikkerhedsomkostninger. Flyselskaber med ruter fra EU-lande til USA og Israel skal altså betale ekstra. Det er ingen guldrandet forretning for os, men vi gør som alle andre EU-lufthavne – og forstår, at for et flyselskab er det dødirriterende med disse ekstra udgifter. Men vi er bundet på hænder og fødder.”

Skrevet af Henrik Baumgarten