Cimber Sterling nedjusterer igen

Selskabets omsætning bliver nedjusteret til 1.545-1.605 millioner kroner fra det hidtidige skøn på 1.675-1.725 millioner kroner. Samtidig nedjusteres forventningerne til driftsresultatet fra en underskud på 60 millioner til et underskud på mellem 200 og 220 millioner kroner, skriver borsen.dk.

Så sent som 17. december blev udsigterne nedjusteret i forbindelse med halvårsregnskabet – kun 14 dage efter selskabets børsnotering.

Baggrunden for den seneste nedjustering er styrket konkurrence med et meget hårdt pres på priserne samtidig med vigende efterspørgsel og ekstra omkostninger på grund af den hårde vinter. Det skønnes, at den gennemsnitlige passagerindtægt falder med 7% i selskabets tredje kvartal af regnskabsåret.

Passagertallet var 60% højere i tredje kvartal end tilsvarende kvartal sidste regnskabsår, men 11% under det forventede. Forventningerne til regnskabsåret 2010/11 lyder på et primært driftsresultat på plus/minus 30 millioner kroner.

Selskabet mener udviklingen kan vendes på grund af stor interesse for sommerprogrammet, et optimeret produktionsprogram og forventningen om, at bunden er nået med de betydelige prisfald.

Skrevet af Flemming Juul