Cimber Sterling savner samarbejdspartner

Der var forudset, at Cimber Sterling på onsdagens ekstraordinære generalforsamling kunne fortælle om ny samarbejdspartner. Det skete ikke, men flyselskabets bestyrelsesformand sagde, at selskabet er i forhandlinger med nye samarbejdspartnere.

 

”Cimber Sterlings bestyrelse vil sikre styrkelse af selskabets kapitalgrundlag. Vi har positive interessetilkendegivelser fra investorer, og der pågår drøftelser med potentielle investorer om indskud af kapital. Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen aftaler. Vi arbejder intensivt på at nå positivt resultat.”

 

Det sagde Cimber Sterlings bestyrelsesformand, Vilhelm Hahn-Petersen (foto), på selskabets ekstraordinære generalforsamling i går, onsdag. Den ekstraordinære generalforsamling skyldes, at Cimber Sterling bl.a. skulle have godkendt ændringer, så det de kommende tre år kan låne op til 300 mio. kr. af amerikanske GEM, der til gengæld får ”låne-aktier” i Cimber Sterling.

 

Cimber Sterlings markedsandel i dansk indenrigs er nu på over 50 %. ”trods de mange dommedagsprofetier om Cimber Sterlings endeligt,” sagde Vilhelm Hahn-Petersen og tilføjede: ”GEM skal ikke være storaktionær i Cimber Sterling, vi har behov for en partner.”

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten