Cimber Sterling skal have ny revisor

”Jeg har ikke tidligere oplevet, at et revisionsfirma opsiger kontrakten med en kunde, det tjener penge på,” siger senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, til takeoff.dk

 

Kommentaren kommer efter Cimber Sterling mandag meddelte, at revisionsfirmaet KPMG ”har valgt at opsige samarbejdet og fratræde som selskabets revisor.”

 

Cimber Sterlings bestyrelse har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Cimber Sterling Group 24. april på Quality Airport Hotel Dan i Kastrup.

 

Her bliver et af punkterne på dagsordenen valg af ny revisor, bestyrelsen indstiller PricewaterhouseCoopers, PwC.
PwC har arbejdet for selskabet i forbindelse med udviklingen af den nye strategi og var Mansvell Enterprises rådgivere i forbindelse med Mansvells investering i Cimber Sterling Group i 2011, oplyser Cimber Sterlings bestyrelsesformand, Gregory Gurtovoy, i mandagens fondsbørsmeddelelse.

 

Mansvell Enterprises er det cypriotiske selskab, kontrolleret af den ukrainske milliardær, Igor Kolomoiskij, som bl.a. også ejer ukrainske Aerosvit Airlines samt de to svenske flyselskaber, City Airlines og Skyways og som er stor aktionær i Cimber Sterling.

 

På Cimber Sterling ekstraordinære generalforsamling skal der også gives bemyndigelse til selskabets bestyrelse til at udvide aktiekapitalen med op til 300 mio. kr., oplyses det.
Der er ikke noget dramatisk i det, udvidelsen af aktiekapitalen kommer via Igor Kolomoiskij, der er altså ikke tale om, at danske aktionærer skal til at tegne nye aktier.

Skrevet af Henrik Baumgarten