Cimber styrker sin likviditet

Desuden har flyselskabet indgået en aftale om tilbage leasing af flyene på markedsmæssige vilkår.

 

1. oktober kunne Cimber Sterling offentliggøre en styrkelse af likviditeten med 86 millioner kroner i form af lån med delvis statsgaranti. Salgsaftalen for de tre ATR-fly styrker likviditetsberedskabet med 65 millioner.

 

Baseret på en valutakurs på DKK/USD 5,69 er salgssummen opgjort til 134 millioner kroner, hvorefter likviditetseffekten efter fratræk af tilhørende gæld på 69 millioner bliver 65 millioner kroner. Det regnskabsmæssige tab ved salg af flyene ventes at blive 25 millioner kroner. Tabet medregnes i 3. kvartal 2010/11.

 

Cimber Sterling vil efter transaktionen fortsat drive en flyflåde på 26 fly, hvoraf seks ATR-fly og fem CRJ-fly ejes af selskabet. De øvrige 15 fly leases.

 

”Det netop gennemførte salg følger tidligere udmeldte planer om at styrke Cimber Sterlings likviditetsbered-skab. Vores frasalg øger vores fleksibilitet i flåden ved at nedbringe ejerandelen som nu udgør 42%. Desuden forventer vi at gennemføre yderligere tiltag til styrkelse af vores likviditetsberedskab i form af bl.a. frasalg af ikke-kerneaktiviteter samt yderligere refinansiering af flyflåden”, siger adm. direktør Jacob Krogsgaard.

 

Den 14. december offentliggør Cimber Sterling selskabets halvårsrapport for 1. halvår 2010/11.

Skrevet af Flemming Juul