Over halvdelen af de 7.000 danskere, der havde brug for hjælp fra SOS International i skolernes sommerferie i år, var i fem lande, blandt andet USA. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Dansk alarmcentral måtte hjælpe 7.000 turister

Tyrkiet, Spanien, Grækenland, Italien og USA var denne sommer de lande, hvor SOS International måtte hjælpe flest med rejseforsikring. Næsten hver tredje for var mellem 10 og 29 år.

7.000 gange måtte danske rejsende denne sommer søge hjælp hos SOS Internationals alarmcentral, der har hovedsæde på Frederiksberg.

I en pressemeddelelse skriver SOS, at sommeren 2023 blandt andet vil blive husket for hedebølger, skovbrande og oversvømmelser. Men det ekstreme vejr var ikke den største årsag til, at danske rejsende med rejseforsikring via de forsikringsselskaber, der bruger SOS, henvendte sig til alarmcentralen.

Topscoreren over de mest udbredte sygdomme på ferien er maveinfektion – som af samme årsag har tilnavnet ”turistmave,” oplyses det.

”Mange bliver syge i maven på sommerferien sydpå, hvilket kan ødelægge en ferie, hvis ikke man får taget det i opløbet. Vi opfordrer til, at man har nummeret til alarmcentralen med på ferie og ringer hurtigst muligt for at komme i behandling, så en maveinfektion ikke udvikler sig mere end højest nødvendigt,” siger Karin Tranberg, divisionsdirektør for Travelcare hos SOS International.

En anden typisk årsag til at komme til skade i sommerferien er forstuvede ankler, der typisk opstår, når man vrider om på foden i forbindelse med, at man traver rundt i løse sandaler eller klipklapper, oplyses det.

Tyrkiet og de unge ligger i top
60 procent af alle oprettede sager hos SOS denne sommer var i juli. Og allerflest skader skete i uge 28, fulgt af uge 29 og 30.

Tyrkiet var det land, som lå øverst i forhold til rejseassistance fra SOS International i sommeren 2023. Næsten hver femte skade opstod i Tyrkiet.

”Danskerne er glade for at rejse til Tyrkiet. Men man skal være opmærksom på, at det blå EU-sygesikringskort ikke dækker i Tyrkiet, og at det derfor er vigtigt at have styr på sin rejseforsikring,” siger Karin Tranberg. SOS opfordrer til at købe en rejseforsikring som supplement til det blå kort, da flere ting ikke er dækket af det blå kort, for eksempel behandling på privatklinikker/hospitaler samt hjemtransport, som ligeledes er en bekostelig affære.

Et kig på de rejsende viser, at de unge fra 10 – 19 år og 20 – 29 år har været hårdt ramt, når det gælder sygdom og skader. Næsten hver tredje skade kom fra de aldersgrupper i sommeren 2023, hedder det.

De fem lande, hvor flest af SOS Internationals kunder blev syge eller kom til skade i perioden 1. juni til 21. august er: Tyrkiet (18 procent), Spanien (14), Grækenland (12), Italien (ni) og USA (fem procent)

Fra alarmcentraler i Danmark, Sverige, Norge og Finland yder SOS International akut læge- og rejseassistance og vejhjælp overalt i verden. SOS International ejes af 11 af de største forsikringsselskaber i Norden.

 

Relaterede artikler:

Dansk biludlejningschef hjalp strandede turister

Dansk rejsebureaudirektør tæt på brandene på Rhodos

Pengene ofte tabt når passager med flyskræk står af