Efter uddelingen af stjernerne ved Michelin Guide Nordic Countries 2022 har Danmark nu 41 stjerner på 29 restauranter. Alle danske Michelin-restauranter beholdt deres stjerner – se hele listen.
Mandag blev de nordiske Michelin-stjerner igen uddelt til de bedste restauranter i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Det skete ved sammenkomst i Stavanger.
Alle danske Michelin-restauranter beholdt deres stjerner, og Danmark fik to nye Michelin-stjernerestauranter med hver én stjerne: Jatak i København og Mota i Nykøbing Falster. 11 nordiske restauranter fik ved uddelingen i Stavanger deres første Michelin-stjerne. I alt er der nu 56 en-stjernede nordiske restauranter, heraf 18 i Danmark.
Ydermere gik restaurant Frederikshøj i Aarhus fra én til to stjerner og tilslutter sig dermed et fornemt selskab på 14 nordiske restauranter med hver to Michelin-stjerner, heraf er de otte i Danmark.
I alt har den nordiske Michelin-guide nu 74 restauranter med fra én til de maksimale tre stjerner. Fire restauranter har alle tre stjerner, heraf Geranium og Noma i København.
Imponeret over kulinarisk nytænkning
2022-udgaven af den nordiske Michelin-guide indeholder nu 255 restauranter. Udover 74 restauranter med Michelin-stjerner, er der også 32 restauranter med Bib Gourmand, der fremhæver god mad til en skarp pris, og 38 restauranter med en Michelin Green Star for fokus på bæredygtighed.
I en pressemeddelelse siger Gwendal Poullennec, international direktør for Michelin Guiden:
“Siden lanceringen af den nordiske guide i 2014 er vores inspektører igen og igen blevet imponeret over den kulinariske nytænkning hos de lokale restauranter. Danmark, Sverige, Finland, Norge og Island er destinationer, der lyser op, når det kommer til kokkenes personlighed og mod, og de er i dag internationalt anerkendte gastronomiske trendsættere.”
Opdateret liste med alle danske restauranter med Michelin-stjerner
Her er de danske restauranter med Michelin-stjerner efter 2022-uddelingen:
Tre stjerner: Geranium og Noma, begge i København. I alt har fire nordiske restauranter de maksimale tre stjerner.
To Michelin-stjerner: AOC, København, Alchemist, København, Frederikshøj i Aarhus (ny med to stjerner), Jordnær, Gentofte, Kadeau, København, Koks, Færøerne, Kong Hans Kælder, København, og Henne Kirkeby Kro nord for Esbjerg.
Danske restauranter med én Michelin-stjerne er: Alouette, København, Domestic, Aarhus, Dragsholm Slot Gourmet, Hørve, Formel B, København, Frederiksminde, Præstø, Gastromé, Aarhus, Kadeau, Bornholm, Jatak i København (ny med én stjerne), Kiin Kiin, København, Kokkeriet, København, Lyst, Vejle, Marchal, København, MeMu, Vejle, MOTA i Nykøbing Sjælland (ny med én stjerne), Substans, Aarhus, Syttende, Sønderborg, Søllerød Kro, Holte, The Samuel, København og Ti Trin ned i Fredericia.
Det samlede udvalg i Michelin Guide Nordic Countries 2022 er tilgængeligt gratis på Michelin Guidens website og app. Ud over restauranter findes også et stort udvalg af de mest interessante og unikke hoteller i Norden og resten af verden.
Dansk Erhverv: Danmark stadig foran nordiske naboer
I en pressemeddelelse efter uddelingen af Michelin-stjernerne skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse blandt andet:
De mange danske Michelin-stjerner er resultatet af hårdt arbejde og gavner hele Danmark. Restauranterne i den øverste liga med en eller flere Michelin-stjerner har i de seneste år været en driver i gastronomiske revolution, som Danmark har undergået. Ser vi på årets gevinst på 41 stjerner, så er værdien langt mere end bare symbolsk. Vinderne er alle virksomhederne i turismens værdikæde.”
Lasse Fridberg Bilstrup, chefkonsulent i Dansk Erhverv for turisme, oplevelse og kultur, siger:
”De dage, hvor Danmark mest var Pommes-Frites-Strasse, er for længst forbi. Vi har nu bredden i forhold til at kunne tilbyde alt fra den gastronomiske superoplevelse til den klassiske hotdog. Og alt det ind imellem. Der er ingen tvivl om, at unikke oplevelser, herunder de kulinariske, vil skabe fremtidens turisme i Danmark.”
Med årets høst på 41 Michelin-stjerner, er Danmark stadig foran vores nordiske nabolande, konstaterer erhvervsorganisationen:
”Vi holder fortsat fanen højt. Det er imponerende, men det er også nødvendigt. For konkurrencen om turister er hård. Der skal hele tiden produktudvikles, det kræver selvfølgelig, at rammerne for at skabe de unikke oplevelser er i orden. Her kan Danmark godt oppe sig i forhold til at sikre fuld momsafløftning og tiltag til at sikre den rigtige arbejdskraft til turisterhvervene,” siger Lasse Fridberg Bilstrup.
HORESTA: ”Michelin-momentum skal omsættes til flere talenter”
Og fra HORESTA lyder det i en pressemeddelelse: ”Michelin-guiden hyldede mandag aften igen den ypperste gastronomi i Norden. Danmark høstede tre nye stjerner.”
Jannick Nytoft, HORESTA’s administrerende direktør, håber, at stjerneregnen kan få flere unge til at kigge branchens vej, når de skal gøre sig deres karrierevalg.
”Dansk gastronomi har et fantastisk momentum, og det skal vi have omsat til endnu flere talenter.
Det er ikke lykkedes endnu, og desværre oplever håndværksfagene faldende tilslutning. Det er en skam, for restauranterne viser gang på gang, at et svendebrev giver uendeligt med muligheder,” siger Jannick Nytoft, der også er formand for Bocuse d’Or Danmark.
Her er listen over Michelin Guide Nordic Countries 2022.
Relaterede artikler:
Tivoli drømmer igen om egen Michelin-restaurant
Noma og Geranium er verdens bedste restauranter
Nu har tre danske hoteller fire Michelinstjerner