Fredagskommentaren – Politisk tågesnak om hjemrejse for danskere

Af Ejvind Olesen



DE VAR så mange forsamlet i torsdags. En hær af embedsmænd fra Forbrugerministeriet med minister Lars Barfoed i spidsen, et næsten lige så stort antal fra Udenrigsministeriet samt repræsentanter for forbrugerne og rejsebranchen, både Danmarks Rejsebureau Forening og RID, charterselskaberne.



Nu skal der ske noget. Lars Barfoed har fået i opdrag fra regeringen at hindre, at rejsebranchen, og ikke mindst staten selv, skal komme ud for mere kritik, når bureauernes kunder skal hentes hjem i en krisesituation. Med den alvorlige baggrund fra Sinai, og dramatikken dagene derefter.



Ordren fra ministeren – eller måske ordren fra regeringen til ministeren – er klar. Få kritikken til at forstumme, få rejsebranchen til at sørge for hjemrejsen, således at vi ikke skal kritiseres. Brug nogle penge fra Garantifonden, de samler alligevel støv. Lyt til branchens eget forslag (læs: Star Tours Stig Elling) og betal et eller andet beløb, sådan at vi bliver fri for mere vrøvl.



PROBLEMET ER bare, at ingen rigtigt har forstået virkelighedens verden. Der er måske fire millioner danskere om året, som rejser ud (nogle rejser mange gange), og af dem er kun én million chartergæster.



Dem har man rimeligt styr på, og ingen nægtes hjemtransport. Det var der faktisk heller ingen, der gjorde efter bomberne i Sharm el Sheikh. Charterflyene kom, som de skal, og hentede alle hjem. Nu var problemet blot, at nogle ikke ville hjem – og de mistede alle rettigheder.



De mange individuelle rejsende, de mange med egne boliger i Tyrkiet, i Spanien og Frankrig. Hvad med dem? Hvad med deres hjemrejse i en krisesituation, skal de også hentes hjem, selv om de har en bil stående i garagen. Og har de overhovedet noget problem ?



Ruteselskaberne ændrer jo rask væk billetten og gyldighedstiden i en sådan situation med terror på hoteller og ved feriebyerne. De gjorde de såmænd også i London, selv om der aldrig blev udsendt andet og mere end generelle advarsler mod at besøge en storby i bombefare i nogle dage.



Hvorfor så al den ståhej ? Fordi kunderne bliver mere og mere krævende, selv om de rejser billigere og billigere. Og hvad med alle dem, som køber rejsen over nettet, direkte i udlandet og aldrig er i berøring med et dansk rejsebureau. Hvorfor skal de have et sikkerhedsnet spændt ud for danske forbrugeres indbetalte penge ?



FOR AT DET ikke skal være løgn, indgår også i regeringens planer at uddanne guiderne noget bedre til at tackle en krisesituation. Hvilken opgave, og hvordan tror man egentlig en guide tilværelse er ?



For det første er det ikke engang den hele million chartergæster, som overhovedet ser en guide. Nok højst to tredjedele. De tre millioner andre, er aldrig i kontakt med nogen guide, men er i ordets bedste forstand på egen hånd. Det var de også i London, som de var det i Barcelona, da bomber sprang der. Ingen pressehistorier om at blive fløjet hjem fyldte avisernes spalter.



Vi ved, at flypersonalet skal være uddannet til, at det værste kan ske. Helt naturligt, men, at en rejseleder på landjorden, ofte ung, studerende ude at realisere sig selv i en kort periode, skal uddannes til at være både nødhjælper og psykolog og mere eller mindre ansvarlig for de overlevendes ve og vel, kan kun være udtænkt af nogen, der ikke har sat sig ind i de faktiske forhold.



Der findes allerede i dag rejseleder, som har den kunnen med i bagagen, men så findes der også typer, som aldrig ville kunne består en optagelsesprøve som social- og sundhedsassistent, eller som ikke engang ved, hvordan de skal optræde derhjemme og derfor er søgt ud i en periode.



Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være.



Måske ville det være en god ide af Lars Barfoed at spørge om, hvad en rejseleder får i løn, inden der stilles alt for mange krav.



DET VILLE klæde regeringen og embedsmændene om de satte sig lidt bedre ind i de faktiske forhold, inden de barslede med flere redningsaktioner på forbrugernes vegne.

Skrevet af