Mandags kommentaren

I Norge vil regeringen forpligte embedsmænd til at betale en særlig afgift, når de køber en flyrejse som led i deres job.



SAS Danmark har nu gjort det muligt for deres gæster at købe lidt CO2 aflad ved gennem en afgift at finansiere energi i balance i Indien. Og Sterling har uden varsel sat kvoten på tilladt bagage ned.



Angiveligt også af miljøhensyn.



Det har affødt en naturlig diskussion om danske myndigheders holdning til flybranchens belastning af den globale opvarmning.



Det internationale perspektiv i debatten løftes af den Oscar, som tidligere vicepræsident Al Gore blev tildelt for filmen om klodens tilstand. Og er aktualiseret af den miljø-aftale, som det lykkes EU-topmødet at indgå.



Danske oppositionspolitikere har da også stået i kø for at score nogle billige point ved at kræve, at den danske regering skal følge det norske eksempel og f.eks. købe CO2 ydelsen, når de statsligt ansatte rejser.



Der er ingen grund til at kaste vrag på de motiver som SAS og Sterling måtte have for deres initiativer for at dæmpe de negative konsekvenser af CO2 udslip.



Men løsningen er hverken særordninger eller særskatter eller frivillige tilbud, som sandsynligvis kun de færreste vil gøre brug af.



Derimod er der brug for en frivillig aftale, der omfatter hele den europæiske flybranche, og som ligestiller konkurrenterne. Meget gerne en aftale, hvor politikerne – også internationalt – holder fingrene af fadet. Og som vel at mærke bidrager til mindre CO2 – udslip.



Måske kan flybranchen ligefrem blive et foregangserhverv for mange af de erhvervsområder, der i samme eller højere grad udsætter os for globale forringelser.






Skrevet af