Fredagskommentar af Ejvind Olesen

Der var dommedagsprofetier over SAS torsdag morgen i aviser i hele Skandinavien, alt imens kurserne raslede nedad. Mest i Sverige med ni procent, mindst i Norge med seks procent.

Det er også drastisk, når SAS-ledelsen efter et styremøde i juni går ud med en meddelelse til børserne om, at man nedjusterer forventningerne i stedet for at vente til det normale tidspunkt for en sådan oplysning, nemlig når halvårsregnskaberne offentliggøres medio august.

Når man så oven i købet er så groggy, at man ikke tør sætte tal på fremtidens resultat, hverken i negativ eller positiv retning, er det naturligt, at aktionærerne bringes i tvivl. For slet ikke at tale om medarbejderne, som har lagt ryg til nogle for SAS-ansatte voldsomme ændringer.

”Tilliden til Lindegaard har fået et ordentlig hak efter den seneste nedjustering,” siger en analytiker til Børsen. ”Lindegaard løber ind i alvorlige problemer, hvis der ikke er et overskud på mindst 500 mio. kr. i 2005;” siger en anden.

”Jeg synes ikke min troværdighed kan hænges op på oliepris og ekstrem overkapacitet i branchen, forhold som jeg ikke har ansvar for, ” siger Jørgen Lindegaard selv.



Jeg er enig med Lindegaard i den opfattelse, men til gengæld kan man heller ikke sidde og vente med hænderne i skødet på, at udviklingen vender. Eller med andre ord: At konkurrenterne bukker under.

Men hvad gør man så ? Ja, enten tænker man kreativt og nyt og skaber et helt anderledes produkt, som lægger vægt på kvalitet og koster det, som kvalitet nu engang koster. Vælger man den udvej, skal der skæres voldsomt i flyparken og dermed i antal ansatte.

Eller man vælger at blive et virkelig lavprisselskab, og går til personalet endnu engang og meddeler, at omkostningerne skal ned både med lønninger og antal ansatte. Væk med al overflødig fryns og konkurrer på samme vilkår. Det kan sikkert kun ske ved at sælge de tre staters aktier i SAS og gå over til den fuldstændige privatisering.

I modsat fald vil selskaber som Sterling og Maersk Air med god ret kunne anklage for unfair konkurrence for statens penge.

EU kan man roligt se væk fra i den forbindelse. Når et medlem som Italien uden problemer kan give endnu et statstilskud til Alitalia op til tre milliarder kroner, er det teatertorden, hvad der kommer fra Bruxelles.



Lindegaards helt alvorlige problem findes også i en udtalelse i Børsen fra pilotformand Mogens Holdgaard. ” Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, at vi ikke når et overskud i 2005, og det er i hvert fald utopisk at tro, at vi vil gå med til flere spareprogrammer,” siger han.

Dermed har pilotformanden i hvert fald bevist, at han ikke forstår en skøjte af det hele. Det eneste udviklingen kan føre til, hvis den fortsætter uændret er, at der bliver brug for færre fly og dermed også for færre piloter.

Piloter er gode til at flyve, men forstand på salg har de i hvert fald ikke. Hvis ikke kunderne vil flyve med SAS til den pris SAS i dag er nødt til at tage, kan man jo ikke tvinge dem- i et ellers frit land.

Jørgen Lindegaard bliver muligvis gjort til syndebuk på et vist tidspunkt, men det vil ikke være fair, vurderet ud fra, hvad han har udrettet indtil nu. Jeg er en lille smule bange for, at han har lært lidt for meget svensk bureaukrati i sin tid i Stockholm, men det er indtil nu kun en fornemmelse.

”Dette er Lindegaards sidste chance,” hed de i ugens løb. Jeg er dybt uenig. Hvad siger du ?

Skrevet af