Af Ejvind Olesen
ENDELIG EFTER ti års uroligheder med kampe, død og terror mellem maoister og regeringssoldater i ellers så fredelige Nepal, ser det ud til at der kan etableres en varig fred, som betyder, at en perle i rejselivet kan vende tilbage.
Tilbage som et mødested for rygsækturister fra alverdens lande, til voksne i enhver alder med mod på trekking, til de mere kræsne turister med gode hoteller og spændende udflugter. Folk med lyst til at besøge landet med de 157 helligdage om året, Den levende Gudinde, og et kongedømme i forfald.
Men, ikke mindst landet med verdens flotteste udsigt. Intet mindre. Mellem verdens seks højeste bjergtoppe. Hvilken unik oplevelse en tidlig morgen at flyve på sightseeing over Himalaya med ledsagen guide, som forklarer om de forskellige bjergtoppe og den evige sne, og Mount Everest som toppen, mens Solen er på vej op. Der gives ikke noget lignende syn.
Nede ved foden af bjergene ligger Kathmandu som hovedstad i det lille kongerige med godt 20 mio. indbyggere, hvoraf halvdelen er under 20 år – og mange aldrig bliver ældre.
MENS DER var fred i kongehuset var der også fred i Nepal, men kongens diktatoriske magt blev for meget for ungdommen på landet, opvokset i fattigdom og med trang til maoistiske betragtninger. De kongehuset selv krakelerede med mord og uro bristede alt, og det har nu varet i ti år.
Nu er der indgået en historisk fredsaftale mellem maoisterne og Nepals regering, og Danmark bidrager med 100 mio. kr. de næste to år til de demokratiske udfordringer med en ny forfatning, og antageligt til også at afskaffe monarkiet, der ser ud til at have spillet fallit.
FN skal ind for at være med til at fredsaftalen overholdes, og oprørerne skal beskæftiges. Mere end 12.000 mennesker er blevet dræbt i løbet af årene, og infrastrukturen har lidt. Den var ikke for god i forvejen. Det er fortsat mange områder, som kun kan kommunikere gennem levende sendebude, som må vandre gennem uvejsomme områder med vilde dyr for at nå frem til en given landsby. Mobiltelefoner rækker ikke over bjergene, og hvis der overhovedet er forbindelse til nogle byer, sker det via politistationerne.
EN OPLEVELSAE for livet er det, og i denne uge fjernede Udenrigsministeriet den alvorligste advarsel, men maner til forsigtighed i en skrøbelig fred. Nogle bureauer har holdt en svag rejseaktivitet i gang, men nu kan den tage fart igen. Til oplysning for interesserede: Der er direkte Thai-fly fra Bangkok til Kathmandu, flyvetid ca. tre timer, hver dag.
Tagget med: Thai

STANDBY.DK Nyt om rejser

