Flyselskaberne optimistiske for klimamål

lufthansa fly boeing b747 lufthavnMANDAGSKLUMME: Endnu engang er det den gode vilje, som skal føre frem til accept fra flyselskaberne i IATA om at nå målet for det maksimale CO2-udslip, og/eller betale en afgift under en eller anden form.

Af Ejvind Olesen

COP21 i Paris nåede frem til nogle rammer for det, som de 191 lande kalder den menneskeskabte klimaændring, men som andre eksperter fortsat ikke mener er menneskeskabt.

Uanset det, vil der igen komme gang i debatten om flyselskabernes forurening og CO2-udslip, som skal begrænses og belægges med afgifter, der gerne skulle være ens over hele verden for ikke at forvride konkurrencen.

I den forbindelse er de to organisationer IATA og ICAO de rigtige rammer for flyvningen og for de berørte stater. Selv om de uagtet COP21 i Paris ser forskelligt på CO2-udslippet fra flytrafikken i Europa, USA og Kina, er deres egne organisationer på vej for at komme politiske krav i forkøbet.

Således siger IATA`s miljødirektør, Michael Gill, efter et møde 10. december i Geneve: ”Vi er imponeret over kvaliteten af debatten med repræsentanter fra alle egne af verden. Alle tog ivrigt del i diskussionen. Hvis vi lykkes, er det første gang i flyvningens historie, at der indgås en global aftale om miljøet.

De tekniske problemer er de mindste, her er vi langt fremme. Hvad angår det politiske mangler endnu en del. Især når vi når ned til hvad, det kan betyde for det enkelte selskab.”

Her kan miljødirektøren godt spise brød til. Også fordi der vitterligt er stor forskel på, hvor meget flyene forurener alt efter hvor gamle de er, og hvor meget selskabet ofrer for at nå det bedst mulige resultat.

På den måde kan de undgå at blive angrebet fra landjorden af miljøaktivister og ivrige politikere.

Senest EU forsøgte at markere sig med afgift for CO2-udslip på flyvning, kom den danske kommissær Conny Hedegaard galt afsted ved at ville påtvinge flyselskaber fra USA, Kina, Indien og Brasilien med flere, en afgift fra de fløj hjemmefra til de ankom til en destination i EU. Uagtet at flyvingen over Europa kun udgjorde en brøkdel af dens samlede strækning. Da meldte selv præsident Obama pas over for den danske kommissær.

Nu skal der gøres et nyt forsøg, og IATA ved godt, at jo før man er i stand til selv at finde en acceptabel løsning desto billigere slipper man i den sidste ende.

Spørgsmålet er bare om man kan.