Forbrugerbeskyttelse på vrangen

Ejvind Olesen

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: De seneste afgørelser tyder på manglende jordforbindelse i Rejse-Ankenævnet, som kan få èn til at tvivle på sin sunde fornuft, selv om den juridiske ledelse til enhver tid vil sige, at der blot disponeres efter loven.

Af Ejvind Olesen  

Så er det hverdag igen oven på alle festlighederne med uddeling af en stribe rejse-priser på en minderig aften hos Wallman i Cirkusbygningen i København sammen med 320 positive gæster.

Og tiden er inde til at se nærmere på Rejse-Ankenævnet, som gennem så mange år har mødt kritik, men også respekt over for trufne afgørelser. Nu tyder det blot på, at forbrugerbeskyttelsen kører helt af sporet.

Jeg var selv med på et krydstogt over Nordatlanten i september i fjor og fulgte begivenhederne tæt – også et par gange på broen – sammen med den danske kaptajn. Takket være hans dispositioner kom vi helskindet til New York uden, at passagererne blev helt klar over, hvor hårdt vejret var. Blot blev de orienteret om, at vi ikke kom ind til Klaksvig på Færøerne eller til Canada. Alternativet havde været skade på skib og passagerer. Nu måtte de nøjes med Shetlandsøerne og Island på vej til USA.

Alligevel afholdt det ikke de danske passagerer fra at klage (amerikanerne var fuldt forstående) og kræve erstatning. Det har en stor del af de 900 danskere om bord fået, men selv blandt dem er der èn utilfreds, som nu har fået Rejse-Ankenævnets dom for, at han skal have endnu mere af rejsens pris erstattet.

En ny sag fra samme krydstogt fra et andet bureau er på vej til at blive afgjort, og her ligger det heldigvis klart, at både rederi og bureau går rettens vej, hvis den får samme udfald, hvad den uden tvivl gør. Det ville være bindende nødvendigt at få rettens afgørelse af hensyn til fremtidige krydstogter.

En tredje sag vedrører en busrejse, hvor deltageren kommer fem minutter for sent. Bussen er kørt, men klageren får ret, og bureauet dømmes til at betale nedslag i rejsens pris til halvdelen. ”For bussen kunne bare have ventet lidt endnu”.

I en fjerde sag er en gruppe på fire danskere på vej til Egypten og vælger at tage nogle dage ekstra i London og ankommer derfor fire dage for sent til det hotel, de har reserveret. Da de når frem, er der ingen værelser ledige. Efter nogen søgning lykkedes det dem at finde værelser på et andet hotel, som blot koster 2.000 kr. mere.

Da de fire kommer hjem klager de over, at de skal betale ekstra for at blive indkvarteret på det nye hotel, uagtet det var helt deres egen skyld.

Bureauet har i følge nævnet ikke forklaret sig godt nok, sådan at klageren kan forstå konsekvensen af komme for sent (fire døgn) er på egen regning og risiko, og skal derfor betale de 2.000 kr., som det kostede kunderne  at bo på det andet hotel.

Det er svært at se nogle kendelser være mere problematiske, og i næste udgave af Stand By sætter vi fokus på det Rejse–Ankenævn, vi har i dag.  Der er også forslag om, at rejsebranchen som sådan (med to ud af fem medlemmer) melder sig helt ud af samarbejdet.

God weekend.