Hotel-concierger runder 100 medlemmer

Foreningen De Gyldne Nøgler for concierger på foreløbig 45 danske hoteller har nu over 100 medlemmer – for første gang også to i Jylland, endda fra samme hotel.

Der er grund til at fejre lidt ekstra når den danske afdeling af De Gyldne Nøgler i eftermiddag samles på Grønnegårds Teatret i København til networking inden medlemmerne med ledsager skal se Molières komedie Misantropen.

De Gyldne Nøgler er en brancheforening for concierger, receptionister og andre relevante front office-medarbejdere på hotellerne. Foreningen, der i Danmark har lige over 100 medlemmer på primært hoteller i København, er en del af internationale Les Clefs d’Or med cirka 4.000 medlemmer på verdensplan.

Formand for De Gyldne Nøgler i Danmark, Uffe Sørensen, til højre, med bestyrelsesmedlem i foreningen for hotelconcierger, Flemming Grüner, og fundraiser Cecilie Baunegaard Jørgensen fra Landsforeningen Børns Voksenvenner, da De Gyldne Nøgler for nylig overrakte støttebeløb til Landsforeningen. Foto: De Gyldne Nøgler.

Conciergerne er navnlig ansat på fire- og femstjernede hoteller og er de medarbejdere i frontlinjen der kan fikse næsten alt for hotellets gæster og svare på nærmest alle relevante spørgsmål.

Skal der skaffes billetter til en udsolgt koncert eller teaterforestilling, så går conciergerne i gang med at trylle, de kan anbefale og skaffe bord på den mest hippe nye restaurant, få Louis Vuitton-butikken på Strøget til at tage deres hotelgæster ind efter lukketid eller skaffe en Rolls-Royce med chauffør, hvis gæsten vil køres standsmæssigt rundt under opholdet i København.

”Vi kan selvfølgelig ikke alt, men vi gør vores yderste for at hjælpe ved at bruge egne kontakter eller trække på forbindelser i vores omfangsrige netværk,” siger formand for De Gyldne Nøgler i Danmark de seneste to år, head conicerge Uffe Sørensen på Tivoli-hotellet Nimb, til STANDBY.dk

”Vi er nu oppe på 102 medlemmer, vores medlemmer arbejder på 45 hoteller i København ligesom vi har fået to medlemmer fra Radisson Blu Scandinavia i Aarhus,” siger Uffe Sørensen, der har 20 års erfaring som concierge. De Gyldne Nøgler har eksisteret 81 år i Danmark.

Kun få med guldnøgler
Kun 15 af de 102 medlemmer har emblemet med De Gyldne Nøgler på uniformen. For at få disse eftertragtede nøgler skal man mindst have arbejdet som concierge i fem år, ordet concierge skal stå i ansættelseskontrakten og inden nøgle-emblemet udleveres skal medlemmet have bestået en krævende prøve om sin viden, kendskab og kunnen inden for faget.

I dag er de 15 medlemmer med De Gyldne Nøgler på reverset i Danmark ansat på hotellerne d’Angleterre, Copenhagen Marriott, Kurhotel Skodsborg, Nimb Hotel, Radisson Royal, Radisson Scandinavia, Scandic Copenhagen og Tivoli Hotel & Congress Center; nogle af hotellerne har flere medlemmer med De Gyldne Nøgler.

Det koster 750 kroner om året at være medlem af foreningen, et kontingent de fleste hoteller betaler for deres concierger. ”Vores medlemmer har blandt andet den rigtige attitude til service og ægte interesse og passion for faget,” siger formand Uffe Sørensen.

De Gyldne Nøgler er meget aktiv med arrangementer så medlemmerne er opdateret på nyheder i og omkring København.

”Vi skal holde os a jour med alt fra nye restauranter og barer, nye high end-butikker, vide hvordan hotelgæsterne kommer rundt i byen – om det er på cykel, med rickshaw, segway eller limousine; vi har haft studiebesøg i Københavns Lufthavn for at se, hvordan lufthavnen håndterer VIP-gæster med privatfly, haft rundvisning på krydstogtskibe i Københavns Havn,” siger Uffe Sørensen og tilføjer:

”Vores medlemmer står hver dag overfor tusindvis af hotelgæster der vil have svar på alle mulige spørgsmål; her er det vores opgave at hjælpe og rådgive bedst muligt og huske, at ikke to gæster er ens.”

Hjælper de svage
En gang om året uddeler De Gyldne Nøgler også hjælp til svage eller udsatte grupper i København. I år blev der givet 10.000 indsamlede kroner til landsforeningen Børn Voksenvenner, som går til landsforeningens videre arbejde med at skabe venskaber mellem svigtede og sorgramte børn, og ressourcestærke voksne.

Landsforeningen Børns Voksenvenner, der har eksisteret i Danmark siden 1990. ”Børns Voksenvenner arbejder på at give unge en rollemodel i en barndom, hvor de ikke har faste rammer eller er ramt af sorg og afsavn,” siger Uffe Sørensen.

Relaterede artikler:

De Gyldne Nøgler støtter Gadens Stemmer

Tivoli klar med meget eksklusiv klub

Direktørskifte på Københavns nye luksushotel