Hul i ny Samsø-færge efter kollision med færgeleje

mf samsøDen helt nye naturgasdrevne Samsø-færge er midlertidigt sat ud af spillet. Den kolliderede i aftes med færgelejet på havnen i Sælvig. Passagererne måtte finde alternative måder at forlade færgen på.

Den nye og længe ventede MF Samsø begyndte for blot to uger siden at sejle mellem Jylland og Samsø. Sidst på eftermiddagen sejlede den mod et reserveleje i havnen i Sælvig, og færgelejets broklap satte sig fast i færgen, skriver dr.dk.

Redningsberedskab på Samsø blev tilkaldt og begge redningsbåde blev sat ind for at hjælpe de 57 passagerer og en ambulance med en patient. En del biler og lastbiler kunne ikke komme fra borde. Og en enkelt hest skulle bringes i land.

Efter flere forgæves forsøg på at skære og trække broklappen ud af færgen lykkedes det ved 2.30-tiden i nat at få klappen fri.

Færgedirektør Carsten Kruse: ”Man tænker 1.000 ting på en gang, når man ser færgen ligge i det forkerte bassin og broklappen ligge i vandet. Men det vigtigste er, at der ikke er sket noget med nogen. Nu skal vi så have fundet ud af, hvordan vi får repareret det ca. 2 meter gange 30 cm. store hul, der er i færgen”.

Klappen ligger i havneindløbet, hvor den ifølge den redningsberedskabet på Samsø ikke er til gene for de andre færger.

Rederiet har lånt færgen Ane Læsø, der foreløbig sejler på ruten til 25. marts.