Ingen undskyldning for krydstogtskibe på afveje

eurodam_grand_turk

CRUISE: Uanset om der er uvejr eller epidemier eller andre forhindringer, skal passagererne have erstatning. Det har Ankenævnet med Pakkerejseloven som lovbog besluttet.

Af Ejvind Olesen 

Det nytter ikke noget at tro, man som rejsearrangør kan fraskrive sig pligten til at udbetale erstatning, hvis der kommer nok så forklarlige ændringer i et krydstogtprogram. Heller ikke om der står både liv og materiel på spil på havet.

Det har det danske Ankenævn bevist i flere afgørelser. Den meget omtalte paragraf 20 er en del af Pakkerejseloven, hvor der er et objektivt ansvar. Derfor vil rejsebureauer og trafikselskaber også have Pakkerejseloven skrevet helt om (gælder i hele EU).

Seneste eksempel på krydstogt er fra My Cruise, som har en kunde, der kræver erstatning, fordi Eurodam ikke anløb Grand Turk og Caicos i Caribien, hvor der var udbrudt en alvorlig epidemi med Norovirus, som kaptajnen ikke ville risikere at få med om bord.

Erstatningen var længere tid på havet plus længere tid i Puerto Rico, men den danske passager kræver et døgns andel godgjort. Det har Ankenævnet nu besluttet, at han skal have.

My Cruise har ellers i programmet skrevet: ”I rederiets betingelser fremgår det, at rederiet ikke kan garantere, at skibet anløber til de annoncerede havne. Rederiet og skibets kaptajn har ret til at afvige dette, primært med hensyn til gæsternes sikkerhed. Der vil ikke blive givet dispensation, hvis nogle af disse ændringer finder sted.”

Men den går ikke i følge Ankenævnet.

I afgørelsen hedder det bl.a.: ”Ved at deltage i et krydstogtarrangement må man være forberedt på, at der kan komme afvigelser fra dag til dag programmet. En helhedsvurdering af sejlplanens indhold og dette, at skibet ikke anløb Grand Turk, er gået ud over de afvigelser, man normalt må være forberedt på at skulle tåle.”

Og så kommer det helt afgørende statement fra formanden byretsdommer Mikael Kragh: ”Ankenævnet bemærker, at uanset bureauet er uden skyld i de gener, som det manglende anløb påførte klageren, og der således foreligger en force majeure-lignende forhold, hæfter bureauet efter pakkerejseloven for den herved opståede forringelse af rejsen.”

Ved at læse dette må man i fremtiden regne med, at kunden altid vil få ret, og at det kun er et spørgsmål om erstatningens størrelse.