-
Kaptajnen går fra borde hos Norwegian Cruise Line Holdings
Frank Del Rio, til venstre, afløses som koncernchef for Norwegian Cruise Line Holdings af Harry G. Sommer. PR-foto.
(20-03-23 – 16:47) Efter 30 år i krydstogtbranchen går Frank Del Rio, koncernchef for Norwegian Cruise Line Holdings (Norwegian Cruise Line, Oceania Cruises og Regent Seven Seas Cruises), på pension med udgangen af juni.
Han afløses af Harry G. Sommer, der senest har været koncernchef for Norwegian Cruise Line.
Ny på broen hos NCL, koncernens største gruppe, bliver David Herrera, han har siden 2015 haft ledende stillinger i virksomheden, senest som Chief Consumer Sales & Marketing Officer.
-
Flyselskab vil bygge lavprishotel i Grønland
(17-03-23 – 17:17) Air Greenland-ejede Hotel Arctic i Ilulissat vil også have et budget- eller lavprishotel i den berømte grønlandske destination. Hotellet ventes at stå klar ved udgangen af 2025 med 164 dobbeltværelser og vil koste mellem 150 og 200 millioner kroner.
Det siger Hotel Arctics direktør Morten Nielsen til avisen Sermitsiaq.
Ilulissat oplever i disse år en markant vækst i turismen. Med åbningen af den nye internationale lufthavn i slutningen af 2025 ventes der ekstra tryk på turismen.
”Vi har besluttet at bygge det nye hotel, fordi der især om sommeren er stor mangel på værelser i Ilulissat,” siger Morten Nielsen. Når den nye lufthavn er åbnet, vil der være behov for mange værelser, hvis Air Greenlands nye Airbus A330 med plads til over 300 passagerer strander på grund af dårligt vejr eller tekniske problemer, påpeger direktøren.
-
USA advarer mod rejser til Mexico
(16-03-23 – 15:55) I midten af april er en stor rejsetid i USA ved den såkaldte Spring Break. Men USA’s udenrigsministerium advarer i en rejsevejledning mod at holde spring break i dele af Mexico. Baggrunden er stigende kriminalitet.
Risikoniveauet er hævet til ”Level 4: Do Not Travel” for seks mexicanske delstater: Colima, Guerrero, Michoacan, Sinaloa, Tamaulipas og Zacatecas, skriver Travel Pulse.
Der er ”Level 3: Reconsider Travel” for syv andre mexicanske delstater: Baja California, Chihuahua, Durango, Guanajuato, Jalisco, Morelos og Sonora.
”Voldelig kriminalitet, drab, kidnapning og røverier er almindeligt i Mexico,” hedder det blandt andet i rejsevejledningen. Udenrigsministeriet i USA advarer også mod at købe medicin i Mexico, da der kan være tale om sundhedsskadelige forfalskede produkter.
-
Nye grønlandske regler for venligsindet isbjørnesafari
(15-03-23 – 17:47) Turistoperatører og andre borgere i Grønland kan nu med en nødvendig tilladelse fra Departementet for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel tage turister på isbjørnesafari – vel at mærke udelukkende for at se de store dyr og ikke skyde dem. Der skal holdes mindst 200 meters afstand.
Det er fremover forbudt at tilbyde betalingsturisme for isbjørne-sightseeing uden en tilladelse, skriver avisen Sermitsiaq.
”Jeg er glad for, at vi nu også i Grønland kan tilbyde isbjørne sightseeing, som man også gør i de lande, der har isbjørne.
Det giver derfor mulighed for flere oplevelser for turister, der således gerne skal gavne vores lokale herboende turismeaktører, der med tilladelse til dette kan tilbyde denne unikke oplevelse,” siger Vivian Motzfeldt, minister for udenrigsanliggender, erhverv og handel.
-
”Svag svensk krone får svenskerne til at blive hjemme”
Klik for større format. Rederiet Göta Kanal trafikerer Gøtakanalen med seks ældre skibe med blandt andet kahytter. PR-foto: Göta Kanal.
(14-03-23 – 16:47) Normalt er tyske turister største gæstegruppe på en af Sveriges største, sejlende turistattraktioner, Göta Kanal. Seks gamle, klassiske skibe med kahytter sejler på kanalen i højsæsonen.
”Efter pandemien har vi igen mange tyske gæster, også på de længere ture med fire og seks dage ombord,” siger Peter Henricson, driftsdirektør hos Stromma Sweden, der blandt andet ejer rederiet Göta Canal.
Men tilføjer han i opslag på Linkedin: ”I år ser vi stor stigning i bookinger fra svenske gæster. Den svage svenske krone forstærker mange svenskeres ønske om at holde ferie hjemme.”
-
Ny dansk biograffilm optages i Rom
Klik for større format. Hovedrollerne i filmen Rom; fra venstre Kristian Halken, Bodil Jørgensen og Rolf Lassgård. Pressefoto: Thomas Howalt Andersen.
(13-03-23 – 17:37) Bodil Jørgensen, Kristian Halken og Rolf Lassgård har hovedrollerne i et nyt romantisk feel-good drama, Rom.
Optagelserne til filmen, der har biografpremiere i starten af næste år, er netop begyndt on location i netop Rom, oplyses det i en pressemeddelelse.
I filmen tager Gerda (Bodil Jørgensen) og Kristoffer (Kristian Halken) på forlænget weekendtur til Rom for at fejre bryllupsdag og et langt ægteskab.
Men parret møder Gerdas karismatiske kunstlærer og tidligere flamme, Johannes (Rolf Lassgård); Kristoffer havner på sidelinjen, mens Gerda jagter sin ungdom i Roms stræder og konfronterer fortidens spøgelser.
-
Ny pris til Tysk Turist Information for Ein Smuttur-film
Klik for større format. Bo Schou Lauridsen, chef for Tysk Turist Information i blandt andet Danmark, til venstre, med direktør for Frame & Work, Emil Spangenberg, under ITB i Berlin. PR-foto.
(12-03-23 – 15:00) Ved ITB-fagrejsemessen i Berlin uddeles blandt andet også priser for bedste kampagner for at tiltrække turister.
Og her kunne Bo Schou Lauridsen, chef for Tysk Turist Information i blandt andet Danmark, glæde sig over, at det for anden gang blev til en pris for bedste Campaign International med turistkontorets egen Ein Smuttur-film.
Filmen, der blandt andet skal tilskynde danskere til at besøge navnlig Nordtyskland, er produceret for Tysk Turist Information i Danmark af danske Frame & Work.
-
Dansk traveltech får aftale med svensk rejsebureaukæde
Peter Skieller, til venstre, fra Nordic NDC, med Hans Nohrenius og Tony Byström fra Travel Support. PR-foto.
(09-03-23 – 17:17) Danske Nordic NDC, der er leverandør af priser på flybilletter, også via NDC, til rejsebureauer og firmakunder, har indgået aftale med Travel Support, der i pressemeddelelse fra Nordic NDC betegnes som Sveriges største uafhængige rejsebureaukæde.
Via aftalen får Travel Support adgang til en række af NDC Nordics ydelser til flyselskabspriser, herunder når SAS til september kobler sig på NDC.
Via IATA’s (International Air Transport Association) New Distribution Capability (NDC) ønsker stadig flere IATA-flyselskaber, at der bookes flybilletter direkte hos dem – fremfor i GDS’erne, for eksempel Amadeus, Galileo, Sabre og Worldspan, som flyselskaberne synes de betaler for høje afgifter til.
-
Fra luftfart til A.P. Møller-Mærsk
(07-03-23 – 20:40) Henrik Lund, kendt for mere end 25 år i luftfarten, er blevet Senior Manager, Key Client Management hos A.P. Møller-Mærsk, oplyser han på Linkedin.
Henrik Lund kommer fra job siden 2021 hos Egyptair, hvor han stod for den daglige ledelse af Star Alliance-medlemmets salg i Norden via Airline Connect (GAC), der varetager salgs- og servicefunktioner for Egyptair i Norden.
Henrik Lund var indtil oktober 2020 nordisk salgschef hos Air Canada. Inden da havde han tilsvarende job hos et andet Star Alliance-selskab, græske Aegean Airlines, og fra 2011 til 2015 var han nordisk salgschef for Emirates. Længere tilbage havde Henrik Lund 22 år hos SAS, hvor han sluttede som international salgschef.
-
Island vært for fællesnordisk fagrejsemesse
Klik for større format. Reykjavik er i år vært for fagmessen for rejsebranchen, Vestnorden. Foto: Vestnorden.
(06-03-23 – 16:56) Vestnorden, den årlige, fælles fagmesse arrangeret af turistrådene i Island, Færøerne og Grønland, afvikles i år i den islandske hovedstad, Reykjavik.
Det bliver mellem den 17. og 19. oktober, registreringen for eksempelvis rejsebureauagenter åbner den 4. maj på Vestnordens hjemmeside.
Vestnorden holdes hvert år, hvert andet år i Island, og hvert andet på skift mellem Færøerne og Grønland.
-
Overtager tronen som verdens største krydstogthavn
(28-02-23 – 17:17) Port Canaveral i Florida overhalede sidste år Port of Miami som verdens største krydstogthavn målt i passagerer.
Port Canaveral havde sidste år lige over fire millioner krydstogtpassagerer, ifølge opgørelse fra Florida Ports Council. Dermed mistede Port of Miami tronen med sine ”kun” 3,9 millioner passagerer.
En tredje havn i Florida, Port Everglades ved Fort Lauderdale, fastholdt sin tredjeplads med 1,6 millioner krydstogtpassagerer.
Til sammenligning havde Københavns Havn sidste år 535.000 krydstogtpassagerer.
-
Bravo Tours får ny græsk destination
Klik for større format. Øen Aegina, tæt på Athen er nyt rejsemål for Bravo Tours. Pressefoto fra Bravo Tours.
(27-02-23 – 16:26) I årets sommerprogram udvider Bravo Tours med endnu en græsk destination. Øen Aegina ligger midt i den Saroniske Bugt cirka 15 kilometer sydvest for Athen.
Øen er et yndet udflugtsmål for Athens borgere, oplyser Bravo Tours, der fra maj er klar med det nye rejsemål fra både lufthavnene i København og Billund.
Bravo Tours-rejsende til Aegina flyver til Athen, herfra køres de til Athens havneby, Piræus, fulgt af en times færgetur til Aegina.
-
EU dropper testkrav for kinesiske turister
(21-02-23 – 18:02) EU-landene dropper med udgangen af denne måned kravene om en negativ coronatest for rejsende fra Kina, der vil besøge EU- og Schengen-landene. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I følge VisitDenmark var der i 2019, året før pandemien, omkring 270.000 målbare kinesiske overnatninger i Danmark, her af var over 200.000 i Storkøbenhavn.
-
Narkohunde og spærretid hos krydstogtrederi
(20-02-23 – 18:38) Passagerer hos verdens største krydstogtrederi, amerikanske Carnival Cruise Line, er blevet advaret om, at de risikerer ”stuearrest” i deres kahytter eller blive sat af skibet, hvis de afsløres med for eksempel euforiserende stoffer, herunder marihuana.
Christine Duffy, koncernchef for Carnival, siger ifølge Travel Weekly, at rederiet er begyndt at bruge narkohunde i anløbshavnene og indført udgangsforbud for passagerer på op til 17 år; det betyder, at de skal være i deres kahytter inden klokken 01 om natten, medmindre de ledsages af en medpassager på mindst 21 år.
-
Berømt sydamerikansk turistattraktion genåbner
(15-02-23 – 18:24) En af verdens “syv nye vidundere,” den gamle inka-by Machu Picchu i Peru, kan igen tage imod turister, efter omfattende protester i Peru i knap end en måned har holdt attraktionen lukket. Det skriver DR.
Machu Picchu tiltrækker mange turister og har en daglig begrænsning på 2.500 besøgende.
Protesterne i Peru over landets regering ledte sidste måned til hundredvis af strandede turister i byen Aguas Calientes ved den gamle inka-by.
-
TUI ikke med på Ferie for Alle
Klik for større format. TUI er ikke med til Ferie for Alle i år. Arkivfoto fra 2019 med TUI i MCH. Foto: Lars Møller for Messecenter Herning.
(14-02-23 – 15:42) TUI, der sidste år med 176.500 gæster var næststørste charterarrangør i Danmark (kun overgået af Spies), er ikke med på rejsemessen Ferie for Alle i Messecenter Herning, 24-26. februar.
Det oplyser Mikkel Hansen, kommunikationschef for TUI Danmark, til Standby.dk
”Det handler om allokering af ressourcer. Vi har nok at se til på salgskontoret i København og derfor har vi valgt, at vi ikke deltager på feriemessen i år,” oplyser han.
Til gengæld kan publikum på Ferie for Alle møde nærmest alle de andre store charterarrangører i Danmark, blandt andet Spies, Apollo, Bravo Tours, Sunweb, Primo Tours og så videre.
-
Visit Qatar havde første nordiske roadshow
(12-02-23 – 15:15) For at styrke forbindelsen til nordiske rejsebureauer og øge nordisk turisme til Qatar, har det nationale turistråd Visit Qatar haft repræsentanter fra turismeaktører i Qatar på rundtur til fire nordiske hovedstæder, herunder København.
Karin Gert Nielsen, direktør for Atlantic Link, der er Visit Qatars repræsentant i Norden, siger, at der var 100 tilmeldte rejsebureauagenter på hvert af de nordiske stoppesteder for roadshowet.
Det var det første gang med Visit Qatar roadshow i Norden, et nyt planlægges til efteråret.
-
UM søger rejsebureauer til test af ny Rejseklar-app
(10-02-23 – 14:58) Udenrigsministeriet er ved at udvikle en ny Rejseklar-app. UM vil teste prototypen på den nye app, og beder rejsebureauer med kendskab til rejsendes behov om hjælp. Det skriver Danmarks Rejsebureau Forenings nyhedsbrev.
Prototypetesten sker 21. februar i udenrigsministeriet. Her får ”testpersonerne” få udleveret testtelefoner med appen installeret og en række testcases, som skal gennemføres.
Hvis der er meget stor interesse for at deltage i prototype-testen, vil UM se på at lave en ekstra session, så flere får lejlighed til at give input i denne fase af udviklingsarbejdet, skriver DRF.
-
Sporhunde fra DFDS hjælper efter jordskælv
Klik for større format. Hundeførere fra DFDS i Tyrkiet under arbejdet med at finde overlevende i de sammenstyrtede bygninger. Foto: DFDS.
(09-02-23 – 14:58) Det danske rederi DFDS har også fem fragtfærgeruter mellem Tyrkiet og Italien/Frankrig.
Efter jordskælvet i Tyrkiet og Syrien mandag morgen, har DFDS nu i samarbejde med de tyrkiske myndigheder sendt fire sporhunde og fem DFDS-medarbejdere fra basen i Istanbul til katastrofeområdet i Tyrkiet.
Her er de med til at hjælpe redningsmandskabet med at opspore jordskælvsofre under de mange tusinde sammenstyrtede bygninger.
Hundene bruges normalt til at opsnuse mistænkelig fragt på rederiets færgeruter fra Istanbul til de to EU-lande.
Ligeledes har DFDS sendt fragtskibet Pergamon Seaways til havnen İskenderun i det sydøstlige Tyrkiet, tæt på katastrofeområdet. Ombord er blandt andet nødhjælp fra både DFDS-kunder og nødhjælpsorganisationer samt kraftige gravemaskiner til for eksempel at fjerne murbrokker.
-
Fejrede rejsebureaudirektørs 10-års jubilæum
(09-02-23 – 14:55) Luca Carl Christian Burmeister kunne 1. januar fejre sine første ti år i spidsen for det danske rejsebureau C&C Travel.
”Da det gik op for os, at Luca havde haft 10-års jubilæum hos C&C Travel, gik vi all in på fejringen til den årlige nytårskur i fredags,” skriver rejsebureauet på Linkedin.
Som søn af C&C Travels stifter, Enrico Harrasser Burmeister, har Luca haft sin gang i virksomheden, siden han var barn. Men 1. januar havde han, sådan helt officielt, været hos C&C i 10 år, hedder det blandt andet.
Tagget med: coronavirus COVID-19