At rejse vil fortsat være en prioritet for en hel del forbrugere i løbet af det kommende år. De vil både benytte deres opsparing samt skære ned på andre forbrugsgoder for at finansiere rejserne.
Sommeren går på hæld, men der er ikke umiddelbart udsigt til, at efterspørgslen på rejser falder, selvom højsæsonen så småt lakker mod enden. Det er en af konklusionerne i en ny undersøgelse, der kigger tolv måneder frem i tiden.
Den er foretaget på vegne af Outpayce, der er er rejseteknologivirksomhed, som specialiserer sig i at udvikle forskellige former for betalingsløsninger. Virksomheden er et datterselskab til det globale reservationssystem Amadeus.
I undersøgelsen lyder det, at det ventes, at efterspørgslen på rejser vil være stærk i løbet af det kommende år til trods for, at der formentlig fortsat vil være en vis mængde usikkerhed forbundet med den økonomiske situation.
Vil skære ned på andre områder
Outpayce fortæller, at antallet af adspurgte respondenter, der i undersøgelsen har angivet, at det at komme ud at rejse har ’høj prioritet’ for dem er 47 procent, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til, da virksomheden foretog en lignende undersøgelse sidste år.
Derudover forventer de rejsende at bruge flere midler på udlandsrejser i de kommende tolv måneder.
I gennemsnit vil deltagerne i undersøgelsen rejse for 34.000 svenske kroner (21.230 danske kroner) i løbet af det kommende år. Det beløb repræsenterer en stigning på 28 procent eller 7.500 svenske kroner, som svarer til 4.683 danske kroner, i forhold til sidste år.
40 procent af de forbrugere, som har givet deres besyv med i undersøgelsen, fortalte, at de planlægger at finansiere deres rejse ved at hjælpe af deres opsparing, mens en tredjedel vil skære ned på eksempelvis tøjindkøb og boligindretning for at kunne komme ud at rejse.
Nysgerrighed skal konverteres til salg
I årets udgave af undersøgelsen er antallet af respondenter, der vil benytter sig af såkaldte Buy Now Pay Later-løsninger faldet. Sidste år svarede 75 procent, at de var ’mere tilbøjelige’ til at gøre brug af en sådan, men det tal var i årets udgave af undersøgelsen faldet til 33 procent.
Ifølge Johan Nordqvist, der er administrerende direktør for Amadeus i Skandinavien, bør rejsearrangørerne i hans optik tage bestik af undersøgelsen med henblik på at kunne kapitalisere på den efterspørgsel, der fortsat er i markedet.
“Folk er tydeligvis parate til at bruge opsparinger, der kan være blevet akkumuleret under pandemien, og til at ofre sig på andre forbrugsområder og bruge flere penge til internationale rejser.”
”Der er ikke plads til selvtilfredshed, rejseselskaber der prissætter deres produkter i den rejsendes oprindelige valuta, tilbyder fleksible måder at betale på og fokuserer på at levere en problemfri detailoplevelse, har den bedste chance for at konvertere de nysgerrige shoppere til betalende kunder,” udtaler Nordqvist.
Relaterede artikler:
Stigende efterspørgsel på forretningsrejser