I løbet af sommeren vil nattoget, der dagligt kører fra Stockholm via København til Hamborg, fortsætte mod Berlin, da den tyske hovedstad vil være del af køreplanen indtil sidst i september.
Muligheden for at kunne nyde synet af landskabet, der farer forbi på den anden side af ruden i togvinduet, mens mørket falder på, og natten nærmer sig, har vist sig at være en succes.
Sådan lyder meldingen fra det svenske togselskab SJ, der siden september sidste år dagligt har kørt nattog fra Stockholm til Hamborg. Togene passerer igennem Danmark, hvor de stopper i Københavns Lufthavn og Odense.
Siden driften gik i gang, har endestationen været Hamborg-Altona, men det ændrer sig midlertidigt fra den 31. marts i år, da SJ har truffet beslutning om at forlænge togstrækningen sådan, at nattoget fortsætter til Berlin i løbet af foråret, sommeren og den første efterårsmåned.
Ankommer til hovedbanegården
I forbindelse med togdriften til hovedstaden ændres der også på den måde, som strækningen er struktureret på. Det betyder, at togene fra SJ i løbet af sommeren vil benytte hovedbanegården i Hamborg i stedet for Hamborg-Altona.
Den nye endestation bliver ligeledes Berlin Hauptbahnhof, hvor togene vil ankomme til men ikke afgå fra. Passagerer, som vil tage toget nord på fra den tyske hovedstad, skal derimod stige ombord på stationen Berlin-Gesundbrunnen.
Denne vil fungere som afgangsstation alle dage på nær lørdag, hvor sporarbejde resulterer i, at toget i stedet kører fra Hauptbahnhof. SJ oplyser, at nattoget vil have Berlin som endestation fra den 31. marts og indtil den 30. september i år.
Giver muligheder for at rejse videre
I hverdagene og om søndagen afgår toget fra Stockholm klokken 17.34, stopper i Københavns Lufthavn omkring midnat, er i Hamborg klokken 06.00 og ankommer til Berlin klokken 09.00. Sporarbejde betyder dog, at toget først er i Hamborg klokken 09.00 og Berlin klokken 12.00 om lørdagen.
Ifølge Christer Litzell, der er erhvervsdirektør hos SJ, har kunderne indtil videre taget godt imod muligheden for at rejse med nattog til Tyskland.
”Siden begyndelsen har der været stor interesse for vores nattog til Hamborg, og vi oplever også, at kunderne gerne vil have muligheden for at rejse længere end den nordlige del af Tyskland. Derfor er det dejligt, at vi kan tilbyde Berlin som en destination. Det er et eftertragtet rejsemål og en god hub for dem, der ønsker at rejse videre ud i Europa.”
Relaterede artikler:
Hilsen fra nattoget mellem Stockholm og København