Ny Læsø-færge på vej

De to små Læsøfærger skal udskiftes med én stor.

De to små Læsøfærger skal udskiftes med én stor.

Der er en ny og større færge på vej til ruten mellem Læsø og Frederikshavn. Den får plads til 600 passagerer og 180 biler.

Prisen ligger på ca. 300 millioner kroner, og den skal fra 2019 afløse de to mindre færger, der sejler i dag. Bestyrelsesformand for Færgeselskabet Læsø, Olav Juul Gaarn Larsen, siger, at oplægget skal være klar til præsentation for kommunalbestyrelsen i denne måned: ”Intet er endeligt vedtaget endnu. Men vi forventer det”, siger han.

Ifølge forretningsplanen bliver det lidt billigere for selskabet at holde den nye færge i drift i forhold til at sejle med de to nuværende, ældre færger. Samtidig kommer det til at gå hurtigere med færgen, der også forurener langt mindre.

”Men vi gør det først og fremmest nemmere for alle i højsæsonen. Vores håb er, at folk i stor stil slipper for at bestille plads på forhånd. Det opnår vi med den nye færge”, siger Olav Juul Gaarn Larsen til dr.dk.

”Vi forventer penge til trafikal ligestilling for øerne. Det betyder billigere færgepriser uden for sæsonen. På sigt forhåbentlig også i højsæsonen”, siger han.

Færgselskabet vil beholde færgen Margrete i reserve. Til gengæld skal færgen Ane sælges. Prisen er omkring 20 millioner kroner.