Fire ministre forventes ved middagstid at præsentere udkast til en sommer- og erhvervspakke på over 1,4 milliarder kroner. Der er blandt andet penge til turisterhvervet og billigere indenrigsrejser.
Regeringen kommer i dag klokken 12.30 med sit oplæg til en ”samlet sommer- og erhvervspakke,” der efterfølgende skal forhandles på plads med interesserede partier i Folketinget.
Dansk Erhverv oplyser til STANDBY.DK, at brancheforeningen erfarer, at de lidt over 1,4 milliarder kroner – det dobbelte af sommerpakken sidste år – foreslås fordelt på disse områder: Gang i turisterhvervet i Danmark: 280 millioner kroner, billigere indenrigsrejser i sommerperioden 205 millioner kroner, tiltag målrettet kulturlivet 315 millioner kroner, ramme til særligt udsatte sektorer 400 millioner kroner, ramme til sårbare ældre 100 millioner kroner og så en post der hedder regeringens oplæg til udmøntning af eksportreserver 155 millioner kroner.
Sommerhjælpepakken skal afløse en række hjælpepakker, som udfases med udgangen af juni.
Regeringens udspil til pakken skal angiveligt præsenteres af finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov, erhvervsminister Simon Kollerup samt kulturminister Joy Mogensen.
Støtte til udsatte brancher som hotel, restaurant og dele af oplevelsesindustrien
TV 2 skriver, at dette års sommerpakke er på 1,6 milliarder kroner. ”Man vil gå efter at støtte udsatte brancher som hotel, restaurant og de dele af oplevelsesindustrien, som stadig er underlagt restriktioner.
I den pakke, regeringen går til forhandlingsbordet med, er pengene tænkt fordelt på en række områder, som også gerne må lokke danskerne til at holde ferie i Danmark,” skriver TV 2 og fortsætter:
”Den største post vil gå til hoteller og restauranter, der vil få mulighed for at markedsføre fælles initiativer for cirka 400 millioner kroner. Museer og andre dele af kulturlivet får omkring 300 millioner til nedsat eller gratis entre, mens billig indenrigstransport i form af Orange togbilletter og nedsatte færgepriser som udgangspunkt vil få i nærheden 200 millioner kroner.”
I år skal København hjælpes
Sommerpakken kommer ikke mindst til at hjælpe København, som i snart halvandet år har været ramt af vigende milliardindtægter fra den pandemi-ramte masseturisme, skriver TV 2.
Hovedstaden blev i forbindelse med sidste års sommerpakke ladt i stikken af regeringens seksdagesregel, der betød, at også danske turister i stor stil holdt sig væk fra København, fordi regeringen indirekte signalerede, at det var mere farligt at være i København end ved for eksempel den jyske vesterhavskyst.
På Linkedin kommer Dansk Erhvervs chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Lars Ramme Nielsen, med disse foreløbige kommentarer til sommerpakken, der præsenteres i dag:
”Dansk Erhverv har naturligvis ikke haft mulighed for at nærstudere regeringens udspil, men vi er glade for, at udspillet kommer nu, så de politiske forhandlinger kan komme i gang. Sidste år blev storbyerne ekstrahårdt ramt af de manglende udenlandske og danske turister. Det samme kan desværre ske i år, da vaccinerne lader vente på sig, og der stadig er stor smitte i udlandet.
Derfor er det vigtigt, at storbyerne også tilgodeses, når der skal sættes gang i turismen,” lyder det fra Lars Ramme Nielsen, der fortsætter:
”Det er vigtigt, at danskerne og de udenlandske turister bliver stimuleret til at være med til at sætte gang i erhvervet. Det vil ikke alene gavne virksomhederne. Det vil også sikre øget beskæftigelse og indtægter til landet. Det et vigtigt, at vi i Danmark står skarpt, når grænserne atter åbner. Dansk Erhverv er kommet med en række forslag til regeringen og er glad for, at vi er blevet hørt på nogle af områderne. Vi ser nu frem til at nærstudere initiativerne og bistå med input.”
Især København lå øde hen
Til Ritzau siger Lars Ramme Nielsen i dag: “Vi er glade for, at pakken betoner den del af oplevelsesøkonomien, som har taget de største slag – nemlig oplevelsesøkonomien i storbyerne og især i København.”
Også sidste år blev der afsat midler til kultur- og oplevelsesøkonomien i sommermånederne. Blandt andet blev færgebilletter gjort gratis for gående og cyklister i sommeren 2020. Mens øerne nød godt af hjælpepakkerne, havde sommerstøtten ifølge Dansk Erhverv begrænset effekt i de største byer.
“Der var en række gode tiltag sidste sommer. Men vi så også, at storbyerne og især København lå øde hen. Faktisk var der færre danskere i København i sommeren 2020 end normalt. Derfor er det helt nødvendigt, at der nu bliver lavet tiltag, der sikrer, at hoteller, restauranter og virksomheder i København får et ekstra rygstød til sommer,” siger Lars Ramme Nielsen.
Relaterede artikler:
“Sommerpakken var samlet set en skidt konstruktion”
DRF venter på afkodning af mystisk sætning